https://m.facebook.com/story.php?story_fbid=2040900959465288&id=1804625403092846
Nye kampstøvler, M18
Svar
Forfatterarkiv: admin@tactical.dk
Erfaringer efter 30 år som grejluder.
Da jeg på et tidspunkt tænkte, det kunne være sjovt at lave en liste, med de ting jeg har brugt igennem tiderne, tror jeg ikke, jeg helt havde et ide om, hvor omfattende den ville blive. Dumpede ideen med at have billeder af hver stump, da det ville have taget flere timer at finde frem og scanne ind.
Edit: Har nu siddet og fundet billeder af de fleste stumper. Mange af billederne er mine, andre fundet på nettet, hvor jeg ikke selv kunne finde et i mine billedarkiv.
Men her er den så. Der er med garanti et par stumper her og der, jeg har glemt. Jeg ved, der er nogle ting, jeg ikke kan huske navnet eller producenten på, som jeg ikke har medtaget. Men overall, så er den ret korrekt også i tidslinien. Der hvor der står “udleveret HRN 1996” f.eks eller lign, er det det tidspunkt, jeg har fået det udleveret på, ikke indførelsen i HRN.
Kategori:
Basis bælte systemer, komplet med bælte, seler, tasker:
Et bælte baseret system, som bærer hoveddelen af vægten på hofterne. Selerne er der for at give bæltet stabilitet, ikke som primær vægt bæring.
Hvad har jeg så brugt?:
US M1956 basis (Købt privat 1985) Brugt som spejder grej i det danske spejder korps. (Vores spejder trop lignede mere en milits enhed, bare med blå skjorter og tørklæder) Kanvas webbing krymper, når vådt. H-sele god for stabilitet. Buttpack et plus, Alice klips giver skrabe sår.
US Alice gear basis (Købt privat 1986) Opgradering af mit spejder grej. Nylon krymper ikke, ok vandtæt, Y sele = ustabil bælte, når man bærer rygsæk og har det hængende under) Alice klips giver stadigt skrabe sår.
DK M/45 basis (Udleveret HRN 1989) (X-seler) Verdens ringeste setup. Kanvas webbing krymper stadigt når vådt, magasintaskerne fra helvedet, utæt låg på feltflasken. F1 tasken uændret fra WWII og F2 tasken opgraderet til butyl nylon. Alt for sjovt, når man tænker tilbage på det, at nogle syntes dette var ok og mente man ikke kunne tillade sig selv at købe grej, fordi hvis Hæren mente det var godt nok, så var det godt nok.
Arktis beltkit (Købt privat 1993-94) Letteste vægt af komplet system, mest stabile seler/rygstykke, jeg har oplevet. Godt padded bælte. Ok designede tasker. Enkeltlags konstruktion, ikke så holdbar som M/96 (UK PLCE) men havde intet, som gik i stykker udover Mag tasker slidt igennem i nederste hjørne.
M/96 basis (UK PLCE) (Udleveret HRN 1999) God solid konstruktion, godt skulderstykke, taskenes nederste hjørner bukker ind og giver skrabesår på røv og lår, når bæres med rygsæk M/96 ovenpå, på længere distancer. Et beltpad er en nødvendighed, hvis du skal gå langt med hele systemet, for at undgå skrabesår langs bæltet og baller og lår.
På trods af dette, så er det nok stadigt det bedst designede komplette system, af bælte baseret udrustning, jeg har brugt indtil videre, men der er andre systemer, som lige er kommet frem for nyligt, som jeg ikke har haft mulighed til at få hands-on tid på.
Kategori:
Kampveste:
Hvorfor Kampvest vs. Bælte basis?
Veste giver bedre komfort, når man arbejder det meste af sin tid, med og ud af køretøjer, da ryggen, som regel, er fri i lænden og giver bedre sidde komfort i sæder i køretøjer, samt virker bedre med en lang vandrerygsæk, end et bælte basis system. Veste giver mulighed for samme bærekapacitet, som et bælte system, bare fordelt på overkroppen, istedetfor lænden.
Tiden for kampveste var, i følge min mening, passé, i den danske hær, omkring 2004, hvor fragvest med beskyttelse, har været påbudt hele tiden siden.
En kampvest, som M/05 f.eks, er stor nok til at kunne tages på udover en fragvest eller lign, men ens rumfang øges betydeligt pga lag på lag af materialer og det er ikke nogen fordel.
Hvad har jeg så brugt?:
UK CQC 95 Pattern Combat vest (Standard UK vest) (Købt privat ~1995-1996) Magasin tasker med klik spænder, ikke optimalt, Skåret meget lille i størrelse i forhold til CQC jægervesten. Ikke godt layout af tasker for mig.
CQC Afprøvningsvest til HRN (Køb privat 1996-97) Som 95 Pattern Combat vest, men med en ABC maske taske, UK model størrelse, monteret på højre side under armen og bagud. Alt for uhandy. Intet foto haves af denne vest.
CQC JGK vest (Købt privat ~2000) Overall ikke en ringe vest, taske layout ikke optimalt til mit behov. Buttpack = stort plus på infil og lange dage på jorden. Meget stor i størrelsen. Kan bruges over Fragvest.
Custom Jayjays UK vest, efter mit design. (Udviklet privat ~2001) Godt layout, som jeg ønskede det, men samme grundstørrelse, som 95 pattern Combat vest. Ikke stor nok til at bære over en dansk Fragvest med plader. Den engelske Fragvest på det tidspunkt var betydeligt mindre end vores.
Close Combat Gear vest (Udviklet privat 2003) (En vest, jeg var med til at designe, sammen med en fra JGK og en fra HJV) Så selvfølgelig er jeg nødt til at skrive lidt mere om den: Overall generelt tilfreds med den. Faste magasintasker og brysttasker, og to aftagelige tasker på siden via PALS webbing og plads til en buttpack. Men der var nogle kompromisser, vi var nødt til at lave for, at den fik bredere appel til folk: De to sidetasker og hydrations lommen bagpå kunne have været designet lidt bedre.
Vi havde (Fra JGK input) planer om, at få lavet en monterbar lomme, til en riffel plade, så man kunne spænde et par af dem på, front og bag på indersiden af vesten, hvis OPG krævede beskyttelse, men så langt nåede vi ikke, pga prisen, før jeg gik civilt og ikke havde tid til det mere. Det var nok det eneste, jeg rigtigt fortryder, set i bagklogskabens ulideligt klare lys, vi ikke fik med.
Israelsk IDF kampvest “Dolphin” (Udleveret civilt firma 2005) Overraskende let og behagelig med skumindlæg imod kroppen, meget komfortabel. Faste tasker, ikke optimalt layout, så skar alle tasker på ryggen af. Brugbar og kunne godt bruge igen.
Kategori:
Chestrigs:
Hvorfor et Chestrig?
Chestrigs giver god mening til alle steder, hvor ryggen helst skal være fri og du, enten lever ud af et køretøj, eller en rygsæk.
Mindre bærekapacitet end en vest = Bedre mobilitet. Ikke så god i liggende stilling på maven, medmindre man har et, som kan åbnes på fronten.
Fordel: Man kan kun slæbe det mest nødvendige med. Super komfort i køretøjer eller med rygsæk på. Muligt at ventilere på fronten af kroppen, med rygsæk på. Men ikke optimalt som med et bælte baseret system i liggende stilling.
Hvad har jeg så brugt?:
Arktis 3 magpouch Chestrig (Købt privat 1994)
Til at klipse på Arktis basis skulderstykket, for de dage, hvor 8×7.62 eller 12×5.56 magasiner bare ikke er nok 🙂
Arktis 42 pattern (Købt privat 1995-96 i Grøn og 1998 i M/84 sløring) (X-strap konfiguration) 3 magasin tasker med plads til enten 3×5.56/2×7.62 magasiner i hver mag taske ) på midten foran og en udrustnings taske på hver side af dem. Nok det bedste mest simple Chestrig jeg er stødt på endnu. Har den stadig. Den som alle andre chestrigs bliver målt imod.
US Molle Rack (Købt privat 2001) (X-Straps) Det første PALS/Molle Chestrig jeg prøvede. Havde en flap oppe på brystet, ikke stor fan af den flap på det tidspunkt, da vi stadigt puttede brugte magasiner ind i jakken på det tidspunkt i KMP.
Blackhawk AK47 Chestrig (Udleveret civilt firma 2005) (X-Straps) Simpelt chestrig til AK47 magasiner. På daværende tidspunkt havde jeg en AK, men gik hurtigt væk fra dette Chestrig, da vægtfordelingen sad højt på fronten og 8-10 AK magasiner i den, var for meget.
DBT Low Profile Rack. (Købt privat 2005) (X-straps) Ellers skide godt design, som senere gik hen og blev til Mayflowers flagskib Chestrig Gen. IV med H-Straps)
Blueforce Gear Tenspeed chestrig. (Købt privat 2010) (H-Straps. Simpelt, let, Low profile, begrænset bære kapacitet)
Mayflower UW Low Profile Chestrig. (Købt privat 2010) (H-Straps. Ren PALS/Molle Chestrig som blev sat op meget lig min Arktis 42 pattern. 3 mag front, UDR taske i en side, IFAK i den anden side)
ChiCom Kinesisk AK47 Chestrig (Købt privat 2017) (X-Straps, tynde) Simpelt “OG” Chestrig med plads til 3 AK eller 5.56 mags og nogle håndgranater. For simpelt til mit behov, men stadigt “OG” cool. Gemmes til den dag revolutionen kommer, for LCF point.
Chestrigs med plads til 1 riffel plade i front:
Samme fordele som alm. Chestrigs, men med mulighed for at bære en riffel plade på fronten, som regel bag en flap.
Blackhawk Strike Rack (Købt privat 2003) (X og H-straps konfiguration mulig) Jeg brugte H-straps, da det er mere behageligt og ikke giver skrabesår på halsen. Mulighed for bæring af en riffel plade på fronten, så det gjorde jeg, imens alle andre ikke gik med Fragvesten i Irak, på hold 2 i 2003-2004.
Crye AVS Chestrig (Købt privat 2014) (Specielt Y/X straps bærestykke, som virker meget godt) Meget teknisk design, som nogle vil kalde overdesignet, men det virker. Mulighed for bæring af plade i front og kan kombineres med deres AVS 1000 pack, som kan bære en riffel plade på ryggen. Pisse smart, stort plus.
Minus, dyrt og kompliceret at sætte op.
Skulle jeg bruge et chestrig i dag, var det dette jeg ville vælge.
Kategori:
Platecarriers (Som kun holder 2 Riffel plader):
Lidt baggrunds historie er på sin plads her:
Platecarriers blev designet og taget i brug, fordi man fandt ud af, at de almindelige beskyttelsesveste, som Fragvesten, US OTV, IOTV, SPEAR cut veste var for store og hæmmede mobiliteten.
Det er umulig at indhente en lokal i slåbrok, sandaler og en AK, når man slæber 20-30 kg mere end ham. Det er praktisk talt umuligt at komme over en 2 meter mur alene med en fuld fragvest og al sin udrustning på i det virkelige liv.
Det er sådan set samme opvejning, man er nødt til at lave, om man taler kampvogne eller infanteri.
Pansring vs. Mobilitet.
Mobilitet giver manøvre muligheder, som få chefer lader til, at have nosser eller hjerne kapacitet nok, til at kunne udnytte.
Pansring letter brevskrivningen, mentalt, til efterladte pårørende og hindrer ikke karrieren.
Modulære og skalerbare systemer er ikke altid en fordel, hvis man ikke har en fører som ved hvornår det er rigtigt og forkert at skalere systemet. Alting på hele tiden, er ikke meningen med et modulært skalerbart system.
Hvad har jeg så brugt?:
HSGI Wasatch (Købt privat 2003) PALS/Molle webbing overalt, interne magasintasker. Dårlig design af den underste del af rygpartiet. Endte med at flippe det op og binde det fast med paracord for at øge stabiliteten.
Blackhawk Strike plate carrier (Udleveret civilt firma 2005) PALS/Molle front og bag, indersiden med stødabsorberende skumparti. Webbing remme i siden og klik spænder. Simpel og virker ok.
Tactical Tailor plate carrier (udleveret civilt firma 2005 og 2010) 2 nettoposer med skulderstropper og PALS/Molle webbing, pladerne sejler rundt i den, kandidat til den ringeste PC nogensinde.
Diamondback Tactical FAPC 1 (Købt privat 2005) + (Med Cumberbund tilføjet 2006) Godt design. Blanding af velcro og PALS/Molle webbing på fronten, kun PALS webbing på ryggen. Formskåret efter US SAPI plader og deres størrelse. Stabil og god. Brugte den meget.
AWS Inc PC (Gave privat fra AWS Inc, 2005) Som 2 nettoposer, men med velcro og tryk knapper til montering af AWS’s paneler med div tasker. Kandidat til den næst ringeste PC nogensinde
Paraclete Hard Plate Carrier (Købt privat 2005) Generelt som DBT FAPC, bare uden velcro på fronten og uden unødig fluff. Har den stadig.
Paraclete HPC med Cumberbund (Købt privat ~2006-07) Videreudvikling af HPC, men med bedre bære kapacitet via cumberbund. Har den stadig.
Paraclete SOHPC (Købt privat 2008) Videreudvikling igen af HPC m. CB, men med horisontal velcro flap og softarmor indsyet i cumberbunden. Jeg kunne ikke forliges med front flappen og cumberbund. Da jeg nu, siden 2005, altid bærer 3 magasiner open topped på fronten og det irriterede mig at skulle flippe dem op. Den havde indsyet softarmor i siden på cumberbund og cumberbunden var større end den almindelige. Som med alle PC med CB har man en tendens til at slæbe for meget med.
LBT 6094 Slick (Købt privat 2011) En af mine favoritter, simpelt, sidder godt og tæt, front flap generer ikke, da der ikke var magasiner på fronten.
Crye CPC (Købt privat 2013) Godt design, bedste vægt fordeling af alle, men tendens til at slæbe for meget med. God ventilation i forhold til alle de andre. Føles dog stor og med front flap.
Crye JPC (Købt privat 2013) (Igen en af mine favoritter, simpelt godt design, sidder godt, 3 mag tasker på fronten, men med front flap og minimalistisk cumberbund)
Paraclete HPC PJ GACK (Købt privat 2017, som et kuriosum) En blanding af en HPC og en RACK Chestrig syet sammen. Dårligt design med 2 store spænder på skuldrene, lige hvor GV kolben skal sidde, modificeret med paracord virker den helt fint.
Crye Airlite EK01 (Købt privat 2017) Den letteste PC jeg har prøvet endnu. Minimalt design, så man kun kan tage det mest vigtigste med, ingen cumberbund eller front flap. Yay! Less is more.
Kategori:
Fragveste/Beskyttelsesveste:
Hvad har jeg så brugt?:
DK Fragvest M/92 Til M/2000 (Udleveret HRN 1992-2004) Alle udgaver af denne vest var ringe. Alt for stor og hæmmende i mobilitet. I begyndelsen havde vi kun et ekstra softarmor stykke, som passede ind i brystlommen, så den kunne modstå 9mm, da fragvesten kun var fragment beskyttet i forhold til NATO kravet. Senere opgraderet med en keramik plade Level 3 til 2 keramik plader, så til 2 Level 3 Dyneema plader, til 2 level 4 plader. Skulderbeskyttelsen rev mange af for at kunne sætte geværets kolbe i skulderen. Alt for bred over fronten og ryggen.
Diamondback Tactical Predator vest (Udleveret civilt firma 2005) (SPEAR cut, ergonomisk skåret, så man rent faktisk kunne kæmpe med den på. Predator vesten var en kopi af Paracletes RAV, bare med andre skuldrer og ingen cutaway.
Paraclete Low Profile carrier (Købt privat 2005) (Paracletes SPEAR cut) Carrier kun til at holde soft og hard armor. Modificeret i systue, med 2 rækker PALS webbing på fronten, så jeg kunne have en 3 mag taske foran. Fint under en løsthængende 511 skjorte, vest eller den israelske Dolphin kampvest. God til, tidspunkter, hvor man ikke behøver at ligne en gorilla. Dog ikke ligefrem til direkte skjult bæring.
AWS Inc. CQB Assaulters vest (Købt privat 2005) (SPEAR cut) Vest system med velcro/trykknap montering. Tung med for mange lag, på lag, af materialer og outdated modulært system.
Paraclete RAV model 2003 (Udleveret civilt firma 2005) (Paracletes SPEAR cut) Meget modulært system, men med rum til forbedring.
Paraclete RAV model 2005 Commo version (Købt privat 2005) Commo versionen havde PALS/Molle webbing på hele fronten, også under cumberbunden, så kunne man montere Open Top mag tasker. Tæt på den perfekte fuld beskyttelsesvest jeg har set endnu. Kunne opgraderes med halskrave, skulder beskyttelse og sideplader. Men det brugte jeg kun en gang, så røg det af igen, alt for hæmmende af mobilitet og umulig at kæmpe med på.
Mayflower Low Profile Armor Carrier (Købt privat 2010) Første vest, som benyttede sig af swiftclip systemet, med at have en vest uden noget på og så klipsede man, et chestrig på den, når man havde brug for det. Dette fjernede også skulderstropperne fra ens chestrig, så man undgik at have for mange ting rundt om nakken. Stor fan af konceptet og udførelsen.
Kategori:
Daypacks/Assaultpacks:
Hvad har jeg så brugt?:
Berghaus Munro 35L (Købt privat 1991-92) Fantastisk brugbar, robust og simpelt designet daypack. Sidetaskerne fra Rygsæk M/96 kunne monteres for ekstra kapacitet.
PX kopi af en Eagle AIII Pack. (Købt privat 2001) Fra en PX i Kosovo. Skulderstropperne faldt hurtigt fra hinanden. Måske for stor til at være en daypack.
Arktis Patrol Pack (Købt privat 2001) Ingen indvendig ramme eller støtte. Kunne tage sidelommerne fra Rygsæk M/96. Alt i alt, ikke en jeg brugte meget. For ustabil. Der skal være en indvendig ramme.
Kifaru Marauder (Købt privat 2002) Brugt primært som SAN taske, meget kompliceret design og et overflod af spænder og remme.
LF RAID pack (Købt privat 2004) En taske baseret på Eagle AIII Pack, dog med et andet front parti med PALS/Molle. Ret mange remme og spænder. Har den stadigt, står pakket, klar til revolutionen.
Kifaru E&E pack (Købt privat 2005) Fantastisk lille taske til det allermest nødvendige, ekstra magasiner, HGR, Snickers bar og Gatorade. Tung konstruktion dog. Har den stadigt.
Karrimor SF Rygsæk 35 L (Udleveret HRN 2017) Lige afhentet på depotet, så måske der kommer noget på den senere.
Kategori:
Rygsække:
Hvad har jeg så brugt?:
Tysk Bundeswehr rygsæk fra overskudslager (Købt privat 1985) Brugt til Spejder. Kanvas ydre, så gennemblødt og tung efter en byge.
US Alice Pack (Købt privat 1986) Brugt til spejder og senere i tjenesten. Minimalistisk rygsæk, med begrænset bærekapacitet efter nordeuropæiske forhold.
UK SAS Bergen (Lånt af en ven 1987, med henblik på at prøve før køb) Verdens ringeste bæresystem på en rygsæk. Alt for tynde skulderstropper, latterligt tyndt mavebælte, som ikke virkede, rygpolstring af et par polstrede remme spændt på tværs af en tung metal ramme, som gav skrabesår. 15-20 kg i rygsækken og 5 minutter senere har du følelsesløse arme. Den købte jeg ikke.
Ukendt mærke, Engelsk sløret rygsæk fra overskudslager (Købt privat 1989) Fejlkøb, havde et hult alu rør bukket, som inderramme. Gik i stykker på første øvelse, rammen knækkede og stak hul igennem stoffet, men hvad forventede man til 199kr i 1989? Intet billede haves
Lowe Vector Sailent 70L (Købt privat 1990) Fantastisk rygsæk efter datidens teknologi, simpelt opbygget med 2 rum og et låg med et par lommer i. Stadigt en klasse rygsæk.
Berghaus Vulcan 120L (Købt privat 1993) Rygsækken som Rygsæk M/96 oprindeligt blev kopieret fra i UK, bedre kvalitet og udførelse, bedre ventilerings kanal på ryggen. Hoftebærebælte som rent faktisk virkede, super komfort. Fristet til at fylde den op hver gang.
Lowe Vector Commando 120 L (Købt privat 1994) Tæt på at være den ultimative tæge. Justerbar ryg og remme, lommer på siden til guf eller eksplosiver. Eneste minus er fristelsen til at fylde den op hver gang og slæbe for meget med.
M/96 rygsæk (Udleveret HRN 1996) Skal bruges sammen med basisbæltet så den kan sidde ovenpå, når man skal gå langt med mange kilo, “hoftebæltet” er et mavebælte og kun beregnet til at holde den ind imod kroppen, ikke vægt fordeling til hoften. Kopi af Berghaus Vulcan, dog i et ringere design og udførelse. Virker kun optimalt med basis M/96 og 3 fyldte udrustnings tasker på røven, så den kan sidde ovenpå. Som system, egentlig ok. Lær dens begrænsninger og at pakke en rygsæk ordentlig og den vil tjene dig godt.
Kategori:
Støvler:
Med hensyn til fødder og støvler, så er det meget individuelt, hvad passer og virker for folk. Igennem mange års brug, har jeg fundet ud af, at mine fødder foretrækker en let åndbar støvle. Våde fødder er træls, men 15 år med fodsvamp er også trælst. Goretex sokker er en god ting at have med, når vejret er trælst.
Da jeg startede i Hæren, i Juli 1989, gik der mindre end 14 dage med M/58 støvlen, før jeg fik fodsvamp. Jeg prøvede Fusidin salve flere gange, men det hjalp ikke. Først en måned eller to efter jeg forlod Hæren i Dec. 2004 og kun gik i vandresko, forsvandt fodsvampen. I al min tid i civilt gik jeg aldrig i støvler pga dette.
Hvad har jeg så prøvet?:
US Jungle Boots, Vietnam udgaven, grøn kanvas skaft (Købt privat 1985) Komfortabel, let vægt, åndbar støvle, som tørrede hurtigt. Næsten umulig at få fat i fra start 90’erne.
M/58 støvler (Udleveret HRN 1989) VABEL-MASTER 2000. Den og jeg blev aldrig venner, var nok den primært grund til, sammen med sokkerne, at jeg fik fodsvamp i sommeren 1989.
US Jungle Boots Panama udgaven, sort, (Købt privat, brugt imellem 1986-2004) Samme som den gamle grønne jungle boot, bare med forbedret sål og nylon skaft. Mine go-to støvler det meste af året, igennem det meste af min tjenestetid. Et par goretex sokker i lommen eller basis, til når det regnede og var koldt, så var det en 3 sæson støvle for mig. Har nok slidt 3-4 par op af dem igennem årene.
Vinterstøvler, svenske (Udleveret HRN 1993) Varme selv under ekstreme vinterforhold, forfærdelig at slæbe rundt med på fødderne. Føltes som hollandske træsko med skaft. Men svenskerne kender noget til vinterkrig og en soldat med tørre varme fødder er mere effektiv end en med kolde våde fødder.
Matterhorn GORE-Tex støvle, (Købt privat 1995) Kopi af Danner Ft. Lewis støvlen. Bedre end jungleboots om vinteren, bliver ikke tør igen, før ugen er omme, hvis man får vand ind over toppen af støvlekanten. God vandre støvle i dårligt vejr, når det er koldt. God vibram profil sål, så man stod fast i forhold til sålen på M/58.
Sommerstøvle, grøn, (Udleveret HRN 1996) Uden tvivl på daværende tidspunkt, den bedste støvle HRN havde udleveret til mig, let, super åndbar, hurtigtørrende, fuld stofkonstruktion på fødderne, holdt kun til 6 mdr udsendelse i Bosnien.
Magnum Hi-Tec (Købt privat 1997) Det var som at gå rundt i løbesko, men kom ikke for tæt på vådt græs. Super garnisions støvle eller peacekeeping udsendelses støvle.
Sommerstøvle, sort, Lebock, (Udleveret HRN 1998) Ringe, som at gå i en for stor gummistøvle, ingen støtte overhovedet.
Ørkenstøvle, US udgaven, (Udleveret HRN 2000) Baseret på US Jungle boot. God ørkenstøvle, måske ikke efter 20km med 20 kg.
Ørkenstøvle, Lebock, (Udleveret HRN 2003) Ringe, nu bare i sandfarvet ruskind.
Ecco Track støvle (Købt privat 1999) Super komfort, vandtæt med goretex, så ikke fedt at få vand ind fra oven. Sålen selvdestruerede på begge par jeg havde. Begrænset ankel støtte.
Oakley Assault Boots (Købt privat ~2002) (Gen 1) Super komfortabel “Fod-Vagina”. Som at have løbesko på. Varm, men ikke vandtæt. Larmende sål.
Meindl Island Pro GORE-Tex (Købt privat ~2002) Bedste felt og march støvle jeg har brugt. Fantastisk ankelstøtte, vandtæt.
Oakley Desert Assault Boots, (Købt privat ~2003-04) (Gen 1) Igen en “Fod-Vagina”, nu i sandfarvet ruskind. Knapt så larmende sål, som den sorte.
Meindl Desert Fox (Købt privat 2003) Bedste ørkenstøvle jeg har brugt. Mine fødder passer bare i Meindls støvler.
Jolly støvlen (Udleveret HRN 2004) Passede bare ikke til mig. Det bedste ved dens indførelse var, at vi fik Smartwool sokker udleveret. Endnu en ting (Smartwool sokkerne) som er forsvundet ud af systemet, som gør arbejdsglæden mindre.
Alt-Berg sommerstøvle (Udleveret HRN 2016) Ikke så ringe endda, meget tilfreds med den, bruger den hele året. Sokkerne som følger med er dog ikke værd at skrive om. Jeg køber selv Smartwool sokker og bruger dem i stedet.
Alt-Berg vinterstøvle (Udleveret HRN 2016) Vi er heller ikke kommet så godt ud af det med hinanden. Store, tunge, klodsede, stive. Afleveret tilbage til depotet.
Kategori:
Regntøj:
Godt regntøj er et must have som soldat. Det skal være vandtæt og kunne ånde tilfredsstillende, ellers bliver man ussel at være i selskab med.
Hvad har jeg så brugt?:
HMAK Regntøj M/84 (grøn/hvid) (Udleveret HRN 1989) 2 minutter i let regn vejr og du var gennemblødt. Ikke åndbar. Katastrofe. Den almindeligt hørte joke, var at man havde byttet om på stoffet på regnsættet og felthåndklædet.
US Regnjakke, Olivengrøn, gummi (Købt privat 1989) Heller ikke åndbar, men lavet af tykkere materiale, så man kunne holde vandet ude længere.
Helly Hansen Helly Tech (Købt privat 1990) Første åndbare sæt, jeg ejede. Sort yderstof, neon gult inderstof, så ind under kampjakken med den. Reddede mit liv under 2-3 ugers Øvelse Gæv Kriger i 1990. Kunne ikke finde et billede.
US ECWCS sæt (Gen 1) (Købt privat 1995-96) Woodland sløring. Goretex. 100 gange bedre end noget udleveret eller andet jeg havde prøvet på det tidspunkt. Men med design fejl, så som et inderfor, med fugt transporterende egenskaber, som så utilsigtet transporterede vand udefra op igennem ærmerne, så man altid havde våde underarme…Super designet hætte, stor fan af den.
HMAK Ordonnans regnsæt (Udleveret HRN 1999) Bedre end det alm udleverede regnsæt, ikke åndbart, så du blev våd alligevel.
Arktis Waterproof smock (Købt privat ~1998-99) Vandtæt kampjakke, som stadigt bruges af mange i dag. Lidt for varm om sommeren, ganske god på andre tidspunkter. Minus er at yderstoffet efter noget tid, begynder at suge vand og jakken bliver tung i regnvejr. Alt i lommerne skal pakkes vandtæt.
HMAK Regnsæt M/84 sløret, (Udleveret HRN ~2000) Mummi trold sættet. Alt for stor i størrelserne, buksebenene var som 2 balloner. Men rent faktisk vandtæt og åndbart. Kæmpe forbedring i forhold til alt andet udleveret regntøj. Brugte bukserne en gang, så kunne jeg ikke holde ud af høre på swish swish hver gang jeg tog et skridt. Så accepterede at jeg måtte leve med våd underkrop, så længe overkroppen var beskyttet.
Arcteryx LEAF Alpha (Gen 1) (Købt privat 2005) Buy once, cry once. Du får hvad du betaler for. Dette er, uden sammenligning, verdens bedste regntøj. Minus, dyrt. Plus: Verdens bedste design og konstruktion med livstids garanti. Jeg bruger stadigt dette sæt på næsten daglig basis (især jakken) efter 12 år. Klart en af de bedste investeringer jeg nogensinde har lavet i grej. Men dagspriserne i dag for en jakke på 7-7.500 kr er ret meget på en soldaterløn.
HMAK Regnsæt, M12, Multicam. (Udleveret HRN 2016) Jakken er væsentligt forbedret i forhold til den gamle udgave og er faktisk brugbar. Bukserne er skåret tættere på benene end sidste udgave, men direkte gennemgang til uniformens lommer trækker ned pga vandet trænger ind der. Hvorfor er der en knap i livet på bukserne placeret i et velcro felt? Dårligt design. Burde kunne tages på imens man har støvler på, men i praksis er dette umuligt, fordi lynlåsene på begge ben bider sig fast i stoffet og sidder fast. Det er en ommer.
Kategori:
Inderste underbeklædning:
Det er nemmere at gå materialerne igennem istedetfor mærker og alle producenter.
Så her kommer mine erfaringer med de forskellige materialer:
Bomuld = No Go, når vådt, dræner det kroppen for varme, ånder ikke. Skrabesår på indersiden af lårene.
Polypro a’la HH Lifa = Stinker fælt efter en dags tid. Hvis du ikke gør det efter 2 dage er du ikke menneskelig.
Coolmax = Nogenlunde ok transporterende egenskaber.
Under Armor = Fantastisk svedtransporterende, men begynder også at stinke fælt.
Silke = Afhængig af hvilken typer silke, kan det være både fantastisk og ringe. Jeg elsker mine silke boxer shorts.
Merino uld = Det bedste jeg har brugt endnu. Afhængig af producent, så er der noget, som kradser og noget, som ikke kradser. Prøv det før man køber.
Kategori:
Mellembeklædning:
Uld sweateren fra HRN, den gamle commando pullover, har jeg aldrig brudt mig om. Kradsede som uld nu engang gør. Har maximalt haft den på 3 gange i løbet af min tjenestetid.
Fiberpelsen fra HRN, var ok, når den var ny, den jeg fik udleveret sidst, kunne jeg se igennem, så den blev afleveret igen med det samme. Nej tak, jeg køber mit eget, hvis det er det bedste i kan finde til mig. Riget fattes åbenbart penge…
Sværgede til fleece i forskellige tykkelser i mange år og det er stadigt godt, f.eks Polartec Powerstretch.
Snugpak Sleeka jakken har jeg haft i mange år, den er som en lille sovepose med ærmer på. Rigtig god, men meget fyldig.
Men favoritten lige nu er en Arcteryx LEAF Atom LT jakke med coreloft fiber isolering. Bedste mellemlag, jeg endnu er stødt på.
Det var umiddelbart det.
Hvis i har nogle spørgsmål eller kommentarer, eller tips, så skriv dem i en kommentar.
Husk: Man må aldrig gå ned på udstyr!
Vask af udleveret regntøj eller Gore-Tex generelt
Pro-Tip
Vi kan nok ikke komme udenom, at det regner en del i Danmark og alle kender nok fænomenet kaldet “Oksbølskyen”
Derfor er det vigtigt, at være opmærksom på, hvordan man behandler sit regntøj, så det virker efter hensigten, hver gang man er ude i regnen.
Nogle er af den overbevisning, at man aldrig skal vaske sit regntøj, fordi så slider man membranen i stykker. Det passer ikke!
Som hovedregel, skal man vaske sit regntøj, når det er beskidt. Fordi skidt, møg, mudder, olier fra kroppen osv forhindrer, at membranen fungerer optimalt.
Hvis membranen er lukket til af forurening, så ånder den ikke og så kan der dannes fugt på indersiden, hvilket naturligvis ikke er ønskelig, da en våd krop mister varme meget hurtigt.
Når man så har vasket sit regntøj, med et specielt vaskemiddel, så er det tid til at genetablere yderstoffets vandafvisende egenskaber.
Yderstoffet er behandlet med en overfladebehandling, som kaldes DWR (Durable Water Repellant) Noget, som forhindrer, at yderstoffet absorberer vand. Dette slides af efterhånden, specielt i områder hvor udrustningen slider på stoffet, eksempelvis skulder partiet eller fronten og ryg partiet.
Hvis du bemærker, at der kommer mørke områder på din jakke, når den er våd og at vandet ikke bare perler af, så er det fordi dens DWR behandling er slidt og så skal du genetablere den.
Processen er ganske simpel.
Først køb noget vaskemiddel som er beregnet til tekniske materialer som f.eks Gore-Tex. Og så køb et spray-on DWR middel. Både Nikwax og Grangers laver disse produkter og sikkert også andre producenter. De kan fåes i enhver god Outdoorshop, som Spejder Sport og Friluftsland.
Følg vaskeanvisningen på mærkaten i tøjet. Jeg vasker normalt al mit Gore-Tex tøj på 30 grader. Sørg for at vaske skuffen er ren for andre vaskemidler og der må ikke bruges skyllemiddel.
Luk alle lynlåse og lommer. Sørg for at alle velcro stykker er lukket sammen i den yderste stilling på ærmer og hætten.
Smid tøjet i maskinen, hæld Gore-Tex vaskemidlet i skuffen. Da jeg vaskede 3 stykker beklædning denne gang, brugte jeg 3 hættefulde Nikwax Tech Wash.
Sørg for at tøjet bliver skyllet ordentligt, evt. 2 gange skylning for at være sikker på at alt vaskemidlet er ude af porerne i stoffet.
Brug en lav omgangshastighed ved centrifugering. Tøjet skal føles vådt, når det er færdig vasket og tages ud.
Så ligger du det frem og breder det ud og går igang med en spray-on DWR behandling. Jeg brugte Grangers Performance Repel. Hold sprayen ca. 15 cm fra stoffet og spray løs, til alt stoffet har fået en tur.
Så smider du det direkte i tørretumbleren. Min vaske maskine har en syntetisk tøj indstilling og 20 minutter. Efter 20 minutter var det ikke helt tørt, så det fik en tur mere. Efter dette var tøjet tørt, da jeg rørte ved det.
Varmen fra tørretumbleren tørrer DWR coatingen ud over stoffet og danner en hinde udenpå, så den får sin vandafvisende egenskab tilbage.
Da jeg vaskede min udleverede regnjakke i går, vaskede jeg også mit Arc’teryx LEAF Alpha regnsæt, som jeg har haft og brugt siden 2005. Det er kun anden gang jeg påførte DWR coating på det sæt efter 12 års brug. Sættet er nu, som nyt igen, efter vask og DWR behandling. Det samme er den udleverede regnjakke.
Håber at det er noget i kan bruge.
“If it ain’t raining, we ain’t training”
Michael Clemmesens blog indlæg.
Budget analysen og særlig hjælp til politiet
Nye natbriller med fuld farvespektrum
Lad os komme op på 2% BNP, så vi kan få noget nyt værktøj.
Et amerikansk firma har udviklet en ny type linse, som kan gengive rigtige farver i natbriller. De kan sågar fusioneres med termisk, så varme giver udslag også.
Normalt lysforstærkende mørkekamps materiel, gengiver billedet på en grøn skærm i okularet og med den nye teknik, bliver det gengivet i fuld farvespektrum istedet.
Dette er en teknisk revolution, som vil være en “gamechanger” indenfor krigsførelse om natten.
Interessant YT-kanal for grejnørder
Nu har jeg igennem et stykke tid abonneret på en Youtube kanal, som lægger rigtig gode indlæg ud om udstyr og våben.
Så jeg syntes, at i også burde opleve den, hvis i ikke har set den før.
Manden bag kanalen er en US Air Force SERE instruktør, som udover at lave gode informative videoer også har en fantastisk tør humor, som kunne være grund nok til at se hans videoer.
Link til hans kanal: Garand Thumb
Hans seneste video, omhandlende kampskjorter:
God fornøjelse
Sig Sauer vinder US ARMY Modular Handgun System kontrakt
Sig Sauer har 19-01-2017 vundet kontrakten på US ARMY’s nye Modular Handgun System.
https://www.defense.gov/News/Contracts/Contract-View/Article/1054538
En kontrakt som er over en halv milliard dollars værd.
Det lader til at Sig Sauer har et ret godt våben i P320 pistolen…
Og så fåes den også med et rød punkt sigte fra fabrikken af.
En forskel fra USA’s udgave og det krav, der er på den nye Værnsfælles Pistol er, at USA ville have en dobbeltsidet sikring, hvor Danmark ikke ønsker en fysisk sikring. Men den almindelige P320 har heller ikke sådan en.
Spændende ! 🙂
Glædelig jul
Bøllebank – Et anderledes perspektiv
Operation Bøllebank er igennem mange år blevet anset for en militær succes og den nu pensionerede Oberst Lars R. Møller har udgivet en bog om denne, som mange nok har læst.
Den 14/12/2016 var der så pludseligt et meget langt, lettere aggressivt, indlæg på olfi.dk, af Lars R. Møller, hvor han, som han selv beskriver det, “ødelagde den afdøde Erik Kirk’s eftermæle” i et selvforsvar af sin beretning om hændelsen.
DR har nemlig optaget et langt interview med Erik Kirk, hvor han fortæller en anden version af Operation Bøllebank, som bakkes op af op til 20 vidneudsagn, som vist ikke sætter Hr. Møller og daværende ESK CH C. Rasmussen i et godt lys. Dette interview bringes på P1 den 5. januar 2017.
Så Møller reagerede efter devisen: Benægt, benægt benægt og kom med modanklager.
Og det har stødt mange, som kender Kirk og de andre medvirkende i programmet, som støtter Kirk’s udlægning.
Det skal siges her, at jeg var udsendt på DANSQN Hold 1 og ikke Hold 2. Så jeg har ikke været en del af hændelsen, men det er heller ikke enkelt detaljer i træfningen d. 29/4/1994 jeg vil beskæftige mig med her i denne artikel.
Dette kommer til at handle om hvad der er gået forud for den dag og kan måske give lidt baggrund til optakten til 29/4/1994.
Hold 1 Begyndelsen:
Da Danmark fik lov til at sende kampvogne (KVG) ned til Bosnien, gik man af uforklarlige årsager med til, at de skulle ind til Tuzla, fra Serbien. En beslutning alle vi, som skulle afsted ikke forstod, men det var jo over vores niveau, så vi tog afsted. Resultatet var, forudsigeligt, at KVG strandede i Serbien og først efter flere måneder kom ind til vores Area Of Responsibility (AOR) via en længere omvej.
Jeg var en af de heldige, som ikke var på en KVG, men var kører på en 4’er vogn i en KVG DEL. Vi var kun i Panchevo, Serbien i 9-10 dage, hvor vi så kørte ind over grænsen, herefter lukkede serberne grænsen. Så jeg, og de andre 4’ere, havde hele udsendelsen i Eskadronens AOR sammen med Eskadronens forkommando (i alt ca. 10-15 personer)
Vi lavede mange ting, blandt andet kørte vi mange patruljer i vores AOR og forsøgte at opbygge forbindelser med de stridende parter. Det var dog kun de bosniske muslimske styrker, som ville tale med os, serberne viste sig aldrig og aflyste møder, som de tidligere havde givet tilsagn til telefonisk. Så der foregik, efter mine bedste erindringer ingen møder eller forhandlinger face to face med serberne på Hold 1 i vores AOR.
NORDBAT 2 var primært en svensk bataljon, med svensk ledelse.
Svenskerne havde mange episoder hvor de blev beskudt af serberne, men svenskerne var ret robuste i deres væremåde og nød en del respekt fra både os og hos de stridende parter, efter alt at dømme.
Et par dage før de danske kampvogne nåede sydkanten af bataljonens AOR, røg der 2 svenske pansrede mandskabsvogne af typen PBV 302, som blev truffet af Sagger missiler. Resultat: 5 svenskere på felthospitalet NORMEDCOY, som var opstillet af Norge.
Billedet viser en svensk PBV 302 som blev truffet af panserværns missil AT-3 Sagger under et forsøg på at åbne en nødhjælps korridor i den sydlige del af vores AOR dagen før KVG ankom til AOR.
Møllers ankomst
Lars R. Møller ankom til bataljonen, et langt stykke tid før Hold 2, skulle være på plads. Han ankom også lang tid før vores KVG ankom til området og han fik en stilling, som anden næstkommanderende i bataljonen. Bataljonen havde nemlig allerede en svensk næstkommanderende, men Møller fik åbenbart en lignende stilling, så der reelt var 2 næstkommanderende i bataljonen. Møller virkede for mig som en lettere excentrisk karakter fra Regimentet, som gjorde meget ud af hans image. Men da han var Chef i 1. Bataljon og jeg var fra 2. Bataljon, havde jeg ikke noget yderligere detaljeret kendskab til ham og havde aldrig været under hans kommando før.
En aften, kørte jeg, nogle andre ind til et møde i O-gruppen ved bataljons hovedkvarteret, kaldet Victor Lima (VL) Da vedkommende kom ud fra mødet, fortalte han os andre, i hovedtræk, hvad planen for fremtiden var og den skabte stor glæde. Nu skulle serbene endeligt have nogle tæsk, som hævn for alle ting, de havde lavet imod bataljonen. Humøret, på vej tilbage til Camp Gønge, var højt og prioritets opgaverne for os fremadrettet var, at rekognoscere stillings områder for kampvognenes indsættelse til en velfortjent afklapsning af serberne.
Bøllebank Konceptet
Jeg vil kalde dette for “Bøllebank konceptet”
( ikke at forveksle med Operation Bøllebank træfningen 29/4/1994)
Konceptet gik i alt sin enkelthed ud på, at fremprovokere en situation igennem operationer, hvor serberne skulle have så mange bøllebank, næste gang de beskød en af bataljonens enheder, at de nok ville tænke sig grundigt om, før de turde gøre det igen.
Planen var at sende nogle enkelte køretøjer igennem på steder, hvor der havde været beskydning før, for at lokke dem til at åbne ild og så skulle KVG gå i stilling og nedkæmpe alt, hvad der var på den serbiske side af frontafsnittet.
Fælles for alle disse operationer var, at de var stort anlagte, som regel minimum 2 delinger af KVG og Chefens KVG (Minimum 7 stk) og andre pansrede køretøjer samt med “flystøtte” Det vil sige fly, som fløj rundt og lavede show of force, fordi bomber smed de aldrig. Dertil var datidens Rules Of Engagement for stramme.
At træfningen 29/4/1994 blev kaldet “Operation Bøllebank” er nok ikke et tilfælde.
Implementering af konceptet
Problemet med Tuzla området var manglen på forsyningsruter.
Bataljonen planlagde at åbne nye ruter ind i området, men løb konstant på beskydning, når man forsøgte at køre på dem og her var det, at kampvognene kom ind i billedet.
Man ville også gerne have åbnet Tuzla Airfield, så man kunne flyve nødforsyninger ind, men så snart man viste sig med hvide FN køretøjer på Airfield’en, kom der lige en hilsen ned i hovedet på en, fra serberne, afsendt fra en bakke, som blev benævnt “Sukkertoppen”, så mange operationer blev udskudt indtil KVG ankom til vores AOR.
Da de så endelig ankom, gik man straks igang med at implementere disse operationer og Bøllebank Konceptet var altid en del af planen.
“Ikke succesfulde” operationer
Den første operation Tuzla Airfield. Tuzla Airfield lå i en stor dal og et af bjergene som havde fuldt udsyn over Tuzla Airfield var “Sukkertoppen” men efter cirka en uges tid på Tuzla Airfield, var der ikke sket nogen form for beskydning af vores styrker, så operationen døde efterhånden ud og vi gik igang med en anden operation.
Selvom åbningen af Tuzla Airfield blev betegnet som en succes, så landede der aldrig fly med nødhjælp på den under vores FN-tid.
Billede af KVG på Tuzla Airfield.
Den anden operation var at forsøge, at åbne en korridor (Benævnt Mario Road) i den sydlige del af AOR, hvor svenskerne tidligere havde mistet et par mandskabsvogne og her var alt skytset også kørt i stilling til det store brag, men igen, ingen reaktion fra serberne. De var kloge nok til ikke at reagere og udløse et stort slag, som jo ikke ville falde ud til deres fordel.
Billeder fra første dagen af Mario Road – syd korridor operationen.
Efter nogle dage med Mario Road syd korridor operationen, hvor der heller ikke blev åbnet ild fra serberne, blev det besluttet, at samtidigt med, at operationen løb nede sydpå, at sende en KVG del op i vores Eskadron AOR nord vest for Tuzla for at afprøve nogle af de stillinger, som var blevet rekognosceret tidligere.
Stillingerne overså konfrontationslinien langs floden Spreca og Ozren partiet, som var en bjergkam, som serberne sad på og som dominerede området. I dag løber grænsen imellem Republica Srpska og den Bosniske Føderale Republik langs floden igennem hele dalen op til Doboj området.
Planen her var, senere, at sende køretøjer ned på vejen, som løb langs med floden og forsøge at lokke serberne til at åbne ild på dem, hvorefter KVG i stilling oppe på højde draget, så skulle i stilling og nedkæmpe serberne og alt deres hardware i området.
Samme dag, ved middagstid kl. 1200, omkring Gradacac oppe i svenskernes AOR var der en enkelt SISU PMV, som blev nedkæmpet af serberne på konfrontations linien, som resulterede i, at fokus blev flyttet fra Mario Road syd korridoren og den rekognoscering, som den ene KVG deling lavede i vores område og alt blev dirigeret op til Gradacac, for at afklapse serberne der.
Nu havde serberne jo ikke reageret de andre gange vi havde forsøgt at lokke dem til det, hvoraf man kan udlede at de var kloge nok til at se, hvornår en kamp kunne vindes, fremfor hvornår de selv ville få problemer. Så de havde udset sig en enkelt SISU, imens de vidste, at alle KVG var engageret andetsteds.
Billede af brændende SISU ved Gradacac, taget ca. 10 sek før beskydning fra serbisk side.
Vi blev så omdirigeret til Gradacac og i løbet af nogle timer havde vi fået 2 KVG delinger op dertil. Møller var også tilstede og gav ordre til, at den SISU skulle bjærges og hvis der blev skudt med “så meget som en hundeprop pistol” – (Citat L.R. Møller) så skulle de serbiske T-55 KVG og luftsværnskanoner og andet hardware nedkæmpes.
En håndfuld af bataljonens folk, jeg heriblandt, gik så afsiddet ud til den brændende SISU og forsøgte at klargøre den til bjærgning. Da bjærgningsvognen ankom til området, blev vi så beskudt fra den serbiske side med et helt magasin fra en AK, så tæt på os på jorden, at vi kunne høre overlyds knaldet fra projektilerne omkring os. Men af uforklarlige årsager, så kom der ingen ildåbning fra vores KVG’s side, en ting som har naget mig i mange år, nu havde vi chancen for at afklapse dem, forholdsordren var givet, men ingen reaktion fra vores side. Nok om det. SISU’en blev bjærget, ingen kom noget til og vi roterede hjem nogle dage senere og Hold 2 gik igang med deres opgaver.
På hjemrotations tidspunktet, havde vores KVG været indsat i et par måneder eller tre og havde lavet forskellige operationer med det officielle formål at åbne nye nødhjælps ruter ind i området. Hvis vi derigennem kunne fremprovokere en reaktion fra serbernes side, var meningen af “bøllebank konceptet” skulle have været iværksat og serberne skulle have haft en voldsom afklapsning ud over alle proportioner.
Men serberne bed ikke på krogen, når vi kom med en gennemplanlagt operation og al støtten i orden. Det ville have været en gedigen afklapsning de ville have fået og det vidste de nok godt. Derfor kom der aldrig en reel reaktion fra deres side.
Hold 2 – optakten til 29/4/1994
Hold 2 gik igang med deres opgaver og noget af det første man gør, når man kommer ind og overtager efter et hold er, at gennemprøve alle nødplanerne for at se, om de virker og om der, eventuelt, skal rettes i dem.
Nødplanen ved beskydning af observations posten benævnt T2, var således at køre KVG op til observations posten og gå i stilling og lave show of force, hvilket som regel var nok til at få ro på situationen. Denne plan afprøvede man nogle gange før 29/4/1994. Om KVG var deroppe under afprøvningen er jeg ikke sikker på, men der har ihvertfald været transport af Eskadronens personel derop for at rekognoscere, samt frembringelse af forsyninger til observations posten, så serberne var ganske godt klar over vejen, man var tvunget til at tage, var perfekt til et baghold.
Problemet med T2 var, at serberne havde direkte indsigt på det meste af vejen derop og det var flankerende kørsel, hvor man var et nemt mål. Derfor skulle der en KVG deling i stilling først, til at støtte fremrykningen. Dette reaktionsmønster aflæste serberne selvfølgeligt under de afprøvninger af planen der foregik og tog det med i deres planer. De noterede sikkert også, at der ikke kom flystøtte under en sådan almindelig reaktion på beskydning. Fordi T2 blev ret jævnligt beskudt. Altsammen brugbare efterretninger, hvis man planlægger at lave et baghold og nedkæmpe KVG.
Da T2 blev beskudt den 29/4/1994 blev det så besluttet at sende KVG afsted, som bataljonens beredskab, som standard reaktionen jo var. Serberne var denne gang klar og da KVG viste sig blev beskydningen af dem iværksat med alle tilrådighed værende midler fra sukkertoppen: T55 KVG, T12 panserværnskanoner, Sagger panserværnsmissiler for at nævne nogle. Endelig var det dem, som satte dagsordenen og havde overtaget i starten af træfningen.
At det heldigvis ikke faldt helt ud til serbernes side, var nok, at Kirk’s KVG deling begyndte at skyde på længere afstand, end de havde regnet med og dermed ikke kunne rækkes effektivt af serbernes direkte skydende våben i deres stillinger.
Summa sumarum
Træfningen den 29/4/1994 ved T2 var kulminationen på et længere forløb, med beskydninger af bataljonens enheder helt fra starten af Hold 1 og forsøg fra bataljonens side på at lokke serberne til en konfrontation, hvor de skulle have en voldsom afklapsning.
Noget, som var ved at gå helt galt, da man nok ikke havde regnet med, at serberne var snu nok til at analysere sig frem til en situation, hvor de kunne lokke KVG i et baghold. Noget, som egentligt var ganske forudsigeligt, når man kigger på helheden.
Heldigvis havde man Erik Kirk, som klarede eskadronen ud af suppedasen.