T.E.E.S. stod for Tactical Explosive Entry School og ejeren var Alan Brosnan, en New Zealænder, med en fortid i det New Zealandske SAS.

Han var emigreret til USA og havde startet denne skole, med speciale i eksplosiv indtrængning. Noget man normalt forbinder med militære operationer, men som med den rette teknik og de rigtigt uddannede folk er fantastisk effektivt i politiets SWAT aktioner. Der var på daværende tidspunkt kun 2 skoler i USA, som uddannede i dette speciale og TEES, var den ene af dem.

Her var jeg tilmeldt hans Livvagts kursus, men der havde været for få tilmeldte til det kursus og jeg først fik beskeden om, at det var aflyst, efter at kursusafgiften var betalt og ca. 2 dage inden jeg skulle afsted.

Jeg valgte ikke at sige noget om det til CU-Folkene og aftalte med Alan, at jeg så sprang på hans andet kursus i stedetfor. Det var nok den nemmeste måde at undgå bureaukrati på.

Det kursus var så benævnt Complete Close Quarters Battle. Altså et ”Komplet Nærkamp’s kursus”.

Hvilken relevans havde et decideret CQB kursus så for en livvagt?

Man kunne sagtens forestille sig, at en bygning man var i med sine klienter blev angrebet og man skulle kæmpe sig ud fra den, så var rumkamps færdigheder essentielle. Så selvom det ikke var et decideret livvagts kursus, som jeg kom ind på ved TEES, så havde det stadigt relevans for det job jeg skulle udføre, hvis jeg fik et job bagefter i Irak.

Og jeg havde jo et par andre deciderede livvagts kurser allerede i kursus rækken, så jeg var egentligt godt tilfreds med udviklingen. Så til dette kursus havde jeg måttet pakke en hel taske med uniform og taktisk udrustning.

Da det var varmt derovre, havde jeg smidt en ørken uniform, en protec bump hjelm og et chestrig i bagagen, så kunne jeg vist klare mig uden at overskride vægten for baggage i flyverene.

Kurset var delt op i tre dele.

Der var en håndgemæng del omhandlende SPEAR systemet med Tony Blauer, som instruktør.

En skarpskydnings/rumkamps del, med Phil Singleton, som instruktør.

Den tredje del var eksplosiv indtrængning, som Alan Brosnan, selv stod for.

Alt i alt var det en uge med, en masse action i.

Det var en god blanding af folk, som deltog og vi kom hurtigt frem i pensum. Den sidste dag lavede vi fulde scenarie øvelser, hvor alt blev implementeret. TEES havde 2 killhouses. Det ene blev brugt til gennemgang og træning altsammen med skarpt ammunition i både pistol og karabin. Den anden blev kun brugt den sidste dag til de afsluttende øvelser, så vi kendte ikke layoutet på den. Der angreb vi det fra flere sider et par gange, alt med skarp ammunition og skarpe sprængladninger, det var ”vildt skægt”, jeg havde det som blommen i et æg.

Jeg kom i løbet af ugen i snak med en flok amerikanske Special Forces folk, fra John F. Kennedy Special Warfare Center. Det var hele instruktørkadren fra deres CQB kursus SFAUC, som var ude for at få noget nyt input og se om det enten passede sammen med deres eller de kunne forbedre deres eget pensum. Dem kom jeg godt i snak med og de var alletiders, når vi var i byen om aftenerne. På et tidspunkt spørger en af dem, om vi har soldater i kampen imod terror.

Ja, det havde vi, sagde jeg.

En bataljon i Irak, hvor jeg selv havde været tidligere på året og omkring et hundrede mand i Afghanistan på dette tidspunkt.

Næsten i kor sagde de alle: ”Tak, det betyder meget for os, at i er med os”

Det blev jeg alligevel lidt rørt over, at de mente det så alvorligt.

Nærkamps delen med Tony Blauer var interessant, især fordi Tony er lidt en stand up komiker, samtidigt med at han kan slås. Han startede ud den første dag med at sige, at han ikke var en ”gun-guy” men vidste noget om at slås med hænderne, hvorefter han gik direkte over i at instruere SPEAR systemets integration med våben. Endnu mere interessant var det, at den SF kadre jeg omtalte før, i deres undervisning på JFK SWC havde integreret SPEAR systemet fuldstændigt og var overbeviste om dens effektivitet. Det tog jeg i mente.

En anden af instruktørerne, Phil Singleton og jeg kom også godt ud af det med hinanden. Jeg fortalte ham på et tidspunkt, at jeg havde lige været 2 uger ved Heckler & Koch på et par kurser.

Han fortalte så, at det var ham, som oprindeligt havde startet HK’s trænings afdeling op, International Training Division, da han emigrerede til USA fra England, efter han var færdig i SAS.

Det vidste jeg egentligt godt, fortalte jeg ham og om aftenen tog vi ud og fik et par fadbamser, sammen med de andre fra kurset og der underholdt Phil med sjove fortællinger, en rigtig herlig gut.

Phil var med det engelske SAS, da de angreb den Iranske Ambassade ved Princess Gate i London under Operation Nimrod, den 5. April 1980, for at ende en 5 dage lang gidsel aktion.

Det blev altid et samtale emne efter et par øl, hvor nogle af kursisterne uvægerligt på et eller andet tidspunkt i løbet af aftenen spurgte ind til det.

Phil påstod altid, at han var gået glip af selve angrebet fordi, da ordren til at iværksatte kom, sad han på toilettet og nåede ikke med ind.

Ja ja, den er god med dig, Phil.

Den sidste dag på kurset, hvor vi lavede skarpe angreb på deres andet killhouse, var jeg nummer 1 igennem den første dør, efter vi havde sprunget den op.

Da jeg kommer hen til døren og træder ind over tærsklen begynder jeg at beskyde en skive, som stod 7 meter væk henne af gangen, med min M4 karabin med bærehåndtags sigtemidler.

Vi havde fået at vide under instruktionen, at nu var det kun hovedskud, som talte på skiverne, så jeg skød 10 skud imod hovedet på skiven, imens jeg i hurtig gang bevægede mig hen til den og prikkede den i brystet med piben.

Så blev jeg stående ved skiven, som befalet indtil hele huset var blevet renset.

Da jeg var den første igennem døren og Phil fulgte med helt ind til slut i huset og gav tilbagemeldinger til hver enkelt på vejen ud igen, så gik der noget tid før han kom tilbage og skulle give mig tilbagemelding.

Han kiggede på min skive og spurgte, hvem har skudt den her?

Jeg sagde, at det var mig.

Hvor havde jeg skudt den fra?

Jeg begyndte at skyde i døren, da jeg så den og så hele vejen op til den, som han havde instrueret os i at gøre.

Ok, sagde han og samlede sin tommel og pegefinger, som et ok-tegn og holdt det hen over mine skud i hovedet på skiven. Alle skuddene var indenfor hans 0 i fingerene.

Godt arbejde, sagde han og klappede mig på skulderen.

På det tidspunkt havde jeg også skudt ret intensivt i 3 uger og var skudt varm, men jeg var nu alligevel lidt stolt over at han mente, det var flot.

Senere på dagen, kom Phil hen og spurgte, hvad jeg skulle lave ugen efter?

Jamen der skulle jeg sådan set ikke noget, jeg havde et par ugers hul imellem nogle kurser og havde tænkt mig at køre lidt rundt i USA og kigge på seværdigheder.

Så foreslog han, at jeg lige kunne tage med ham til Saint Louis og deltage i et 6 dages CQB skydeinstruktør kursus. Det kunne jeg få gratis af ham, fordi jeg havde gjort det godt her, jeg skulle bare holde ham ved selskab i byen om aftenen.

God plan, tænkte jeg, den snupper jeg.

Og så kørte vi til Saint Louis om lørdagen.

”Lejesoldat og dræbermaskine”

På et tidspunkt i løbet af ugen ved TEES, efter endt kursus dag, sad jeg inde i Memphis midtby og sugede gratis Wifi i min udlejningsbil og hentede min email. Det snuskede motel, jeg boede på, havde ikke internet forbindelse, så jeg havde ikke fået hentet min mail i et par dage.

I min indboks tikkede der så en email ind, fra en Peter Astrup, journalist på Ekstrabladet. Emailen var sendt for et par dage siden og i den stod at min person og min tur til USA var grundlaget for en artikel, som de ville bringe i Ekstrabladet.

Tilfældigvis, samtidigt med at jeg læste denne email, ringede min mobiltelefon. Jeg besvarede den og det var underligt nok ham Peter Astrup.

Han fortalte mig det samme, som stod i den email og spurgte, om jeg havde en kommentar til det?

Nej, det havde jeg sådan set ikke. jeg ønskede ikke at deltage i deres artikel.

Det var han sådan set ligeglad med, nu havde han tilbudt mig en mulighed for en kommentar og så var den samtale overstået.

Ok, whatever.

Det tænkte jeg ikke nærmere over, men dagen efter begyndte sms’erne at tikke ind fra mine venner i kompagniet hjemme i Oksbøl. Artiklen var selvfølgeligt blevet bragt i Ekstrabladets vanlige facon, hvor de kun tænker på overskrifter, som kan sælge aviser og var sensations journalisme af den værste art.

Artiklen var skrevet på forhånd og det tilbud om en kommentar, havde været rent proforma.

De havde bragt et citat fra mig fra et diskussionsforum, hvor jeg lavede et par opdateringer til de andre medlemmer om, hvordan kurserne gik, som information, så de kunne se, at man også kunne vælge noget, ikke så traditionelt, at bruge sin CU på.

Her afsluttede jeg en af beretningerne med at skrive noget fra et citat, som vores kursus leder, Alan Brosnan havde brugt på at afslutte dagens træning ved den daglige evaluering.

Et bemærkning, som i den type miljø som vi, krigere, befinder os i, ikke er uhørt og en måde at holde humøret oppe på, når man er træt efter en hel dag på skydebanen med fuld udrustning.

Han sagde, ”Tomorrow is going to be fun, we’re going to blow some shit up. See you guys at 0800 in the morning.”

I EB blev det bragt som mit citat: ”I morgen skal vi ud og ”Blow Some Shit Up”

Og det var så blevet essensen i det hele i en artikel og spørgsmål om min personlighed og moral og integritet…

Bare fordi man syntes at sprænge ting i luften var sjovt.

Det vidste alle da, som havde prøvet det. Hvorfor mon der er så mange som køber, importerer og sælger ulovligt fyrværkeri? Fordi et ordentligt brag er pisse sjovt.

Den kære Villy Søvndal, som jo altid var kritisk overfor regeringen havde så selvfølgeligt læst denne artikel, der udkom den 24. September 2004 og stillede spørgsmål fra Folketingets talerstol til Statsministeren, Anders Fogh Rasmussen og Forsvarsministeren Søren Gade:

Om det kunne passe at det danske forsvar havde en soldat på lejesoldats kursus i USA og samtidigt havde betalt for det?

Det skabte selvfølgeligt lidt debat og regeringen gik i gang med en undersøgelse for at svare på spørgsmålene, som var blevet stillet.

Men nej, teknisk set, betalte jeg selv for kurserne med den civiluddannelse, jeg havde opsparet, det var ikke Forsvaret som betalte det. Civiluddannelsen var min og en del af den løn og ydelser man fik, når man havde gjort tjeneste i en årrække.

Men fakta er blot mindre teknikaliteter, som står i vejen for en god historie, når man er sensationsblads journalist af den værste skuffe.

Igennem flere SMS’er fik jeg at vide, at den var helt galt i Danmark og jeg nok skulle komme hjem, var der sågar nogen, som foreslog.

Ah, det mente jeg nu ikke, at jeg skulle, jeg havde stadigt nogle ting, jeg skulle nå i USA. Vi ses i midt november.

Yderligere, så var Regimentschefen, CU-Styrelsen, og min kompagnichef også blevet oversvømmet med spørgsmål ang. min person.

Det lod til at være et ret så interessant emne i et par dage, indtil min CU rådgiver i Oksbøllejren tog de papirer frem, som havde været hele systemet igennem og var blevet godkendt, efter min begrundede ansøgning var blevet behandlet og så var der ikke mere at komme efter.

Men da jeg havde valgt en lidt utraditionel forgrening på min karriere ud i det civile, så blev det åbenbart interessant at rode i og noget som kunne sælge aviser den dag.

Dagen efter skrev Ekstrabladet i Lederen mere om det og jeg blev omtalt som en Dræbermaskine og de satte spørgsmål ved min moral og integritet og blev sammenlignet med dem, som havde mishandlet irakiske fanger i Abu Ghraib fængslet.

For fanden da.

Jeg havde sgu da ikke brugt 15½ år af mit liv på at tjene landet og arbejde for fred, demokrati og menneskerettigheder i forbindelse med mine 8 udsendelser til krigsområder med Forsvaret.

For så at vende det 180 grader og begynde at skyde uskyldige mennesker ned, voldtage kvinder og brænde små børn på et bål….(Det er jo den populære forestilling om en ”lejesoldat”)

Singleton CQB Shooting Instructor Course

Søndag morgen startede kurset, som Phil havde inviteret mig med på.

En hel dag i klasselokalet 0800 til 1700 med teori lektioner om de forskellige våben, som vi skulle igennem.

Det var HK MP5, G36K og M4 Karabin.

Samling og adskillelse af dem, tilbehør osv.

Som afslutning på dagen, skulle vi alle afholde en teori lektion, som vi trak op af hans hat på et vilkårligt våben system, som vi havde gennemgået. Jeg trak ”Indskydning og indstilling af sigtemidlerne på MP5”.

De, som kender Gevær M/75 (HK G3) fra Forsvaret ved, at når bagerste sigtemiddel skal justeres, skal man benytte et specialværktøj og det kan godt volde lidt problemer engang imellem, og lad os bare sige, at det gjorde det også for mig på MP5’eren den dag, men jeg klarede det uden at gå for meget i panik.

Resten af ugen var det så skydning, først lærte han os alle hvordan man skulle skyde, derefter alt om hvordan man lærte andre at skyde, positive indlæringsmetoder osv.

Alt sammen med demonstration af Phil først.

Den mand beherskede skydning med MP5, som ingen anden jeg nogensinde har mødt.

Et af hans signatur øvelser når man skulle bevise hvor godt man kunne kontrollere en MP5 på fuld automatisk, var at man i en lang byge skulle skrive sit fornavns initial på en skive med kuglerne.

Phil demonstrerede dette først og lavede et stort P midt i skiven med 30 skud i en lang byge.

Det var lidt sværere at lave et K, måtte jeg sande, men med lidt god vilje kunne man godt se det, påstod jeg.

Efter 6 dage på det kursus var der en afsluttende praktisk prøve, hvor vi kørte en skydelinie igennem et vilkårligt program Phil gav til personen, som var under bedømmelse.

Så med en kort forberedelsestid inden man gik i gang var det ellers bare med at sætte i værk og få det til at køre. Det gik fint og vi bestod alle kurset.

Det var en hård uge, fordi vi var i byen hver aften og Phil er svær at følge med, når der kommer Guinness på bordet. Men det var en sjov uge, både om dagen og om aftenen.

Efter denne uge, havde jeg så et hul i min kursuskalender.

Jeg gjorde en rigtig amerikansk ting, jeg tog på road trip igennem den østlige halvdel af USA.

Fra Saint Louis gik det op til Buffalo NY, til Niagara Falls.

Så ned langs østkysten til Jacksonville i Florida, hvor jeg mødtes med Gene fra High Speed Gear og vi besøgte G-Code Holsters.

Jeg endte i Nashville, Tennessee, hvor jeg steg ombord på en flyver og fløj til San Diego i Californien.

Da jeg tog til USA i September 2004, var mit første stoppested Florida, hvor Heckler og Koch International Training Division (H&K ITD) afholdt 2 ugers livvagts kursus.

Det foregik på Lakeland Police Training Area i Lakeland imellem Tampa og Orlando. Trænings området var hovedsædet for deres SWAT trænings team og dem så vi en del til i de to uger.

Den første uge var temaet på kurset ”Våben deployering under operativ kørsel”. Det var delt op i to dele, som blev integreret efterhånden som tiden skred frem.

Første del var kørsels teknikker, kortege kørsel, undvigemanøvrer, defensiv kørsel samt offensiv kørsel, hvor man brød blokader og skubbede andre biler af vejen.

Og så var der anden del, som var fokuseret på våbenbetjening og skydning i forbindelse med brug af køretøjer.

Så vi skød en del med USP pistol og MP5 maskinpistol, både stående, knælende, liggende i mærkelige skydestillinger på jorden, gående, løbende og så videre på skydebaner.

Men også inde fra biler, som holdt stille, ud igennem forruden og side ruderne på biler, imens disse var lukkede, så man kunne se hvordan kuglerne opførte sig, når de først skulle trænge igennem glasset, samt fra kørende biler også.

Det var et rimeligt godt kursus, i den forstand, at jeg lærte en masse og så var det også sjovt samtidigt.

Når vi efter endt kursusdag var færdige og kørte tilbage til hotellet, så øvede jeg kørsels formationer med et amerikansk SOCOM team fra Fort Bragg, som også var på kurset og de boede på samme hotel som mig. Man skal suge alt til sig og udnytte enhver lejlighed for at repetere hvad man lærer og de havde samme indstilling, så dem kom jeg godt ud af det med. De var fra en kommunikationsenhed, som støtter special styrkerne, når de er i kamp og dette kursus var en del af deres forberedelse til en udsendelse til Afghanistan senere på året.

Ugen efter, var det så selve livvagts tjenesten, som man gik i dybden i.

En fra mit kompagni i Oksbøl, MS, havde også fået tilladelse til at tage på kurset, så han kom derover i weekenden inden vi begyndte på livvagts delen. Jeg hentede ham i Tampa Airport om lørdagen og kurset startede om mandagen.

I uge to var der også noget kørsel og under en af manøvrerne rullede en af bilerne rundt på taget med fire elever inde i den.

På daværende tidspunkt sad vi andre i klasselokalet og havde noget teori og lige pludseligt kom en af instruktørerne ind og sagde: ”Ring 911, de er lige rullet rundt med en Surburban”

Vi gik allesammen udenfor, for at se hvad der var sket. Da jeg så at den lå på taget og der stod en masse personer rundt om den, besluttede jeg mig for at tage et nærmere kig på sagerne og MS og jeg satte i luntetrav kurs imod bilen.

Jeg havde i min tid i Hæren været på en del uddannelse indenfor førstehjælp og i den forbindelse også været i ambulance praktik i Ålborg, hvor vi var til en del trafik ulykker, samt haft noget skadestue tjeneste i Viborg inden nogle udsendelser, så jeg ville lige se om jeg evt. kunne hjælpe til, hvis der var behov for det.

Da vi kom hen til bilen stod alle SWAT folkene, cirka 20 stk, rundt om den og kiggede på den hjælpeløst.

En af dem råbte: ”Er der en EMT til stede?”

Jeg sagde at ”Jeg er Combat Medic, hvad er problemet?

Han sagde så, at der var en person, som sad fast inde i bilen.

Ok, jeg gik helt hen til bilen, lagde mig ned og kiggede ind igennem førerens vindue. Hele toppen af vinduesrammen var trykket voldsomt ned og føreren sad stadigt fastspændt i sin sele. Hans hoved var i klemme imellem vinduesrammen og hans højre skulder, som med hele hans kropsvægt pressede hans hoved ind i skulderen, da kroppen stadigt var spændt fast i selen og tyngdekraften trak kroppen nedad.

Han var bevidstløst og træk ikke vejret. Jeg kunne ikke komme til at frigøre hans sele. Der var blod overalt på hans overkrop, vinduesrammen og hans ansigt.

Jeg rejste mig op og sagde, ”Vi skal have vendt bilen nu med det samme, han er bevidstløs og ved at blive kvalt.”

Så skal jeg lige love for at de store SWAT gutter kom i aktion. 1000 watt i armene og ingen lys i pæren.

I løbet af 10 sekunder havde de fået vendt bilen op på siden, imens jeg forsøgte at stabilisere hans hals og nakke så godt jeg kunne. MS og en af SWAT gutterne støttede så mig imens. Da den lå på siden blev hans luftvej åben og han begyndte at trække vejret igen. Jeg sagde, de skulle holde bilen der og få en ind under ham til at støtte, så vi kunne løsne hans sikkerhedssele og få ham ud.

Et par af gutterne fra SOCOM enheden kravlede ind igennem det bagerste vindue og støttede ham og løsnede hans sele og vi fik ham ud, alt imens jeg støttede hans hals og nakke, så godt som muligt.

Da vi fik ham udenfor, kom han til bevidsthed efter lidt tid. Det første han gjorde var, at brække sig ud over mig.

Han havde ikke andre skader udover hans hoved, men det var også slemt nok. Der var en del blod oppe i håret, som rendte ned over hans ansigt og diverse små skrammer og rifter, som også lækkede blod. Jeg koncentrerede mig om at lave en hurtigt primær undersøgelse af skadeomfanget. Da han lige havde brækket sig udover mig, mistænkte jeg ham for at have fået en meget svær hjernerystelse, som det absolutte minimum og evt. kraniebrud. Men hans øjne og pupiller reagerede normalt og var ens i størrelse.

Efter et minuts tid mere blev han urolig og ville ikke ligge eller sidde ned, han ville op og gå rundt og begyndte at blive kombativ. Han begyndte at råbe, at hans hoved gjorde ondt. Og da jeg kunne se, at hele hans bevægelses apparat fungerede optimalt, altså intet brækket, så koncentrerede vi os om at holde ham i ro, så han ikke gjorde mere skade på sig selv og efter et par minutter ankom ambulancen og vi fik ham overdraget til dem, med et hurtigt referat af episoden og hans symptomer, samt vores handlinger og de tog afsted til hospitalet med ham.

Efter ambulancen var kørt, gik jeg rundt til de 3 andre, som havde været passagerer i bilen, for at høre hvordan de havde det?

Jo de var lidt rystede, men var egentligt ok. En af dem sagde til mig, at jeg nok lige skulle gå ind og blive vasket. Jeg kiggede ned af mig selv, jeg var bogstaveligt talt smurt ind fra top til tå i blod og bræk. Bukser, polo trøje, sko, arme, hoved, blod og bræk overalt. Det havde jeg overhovedet ikke skænket en tanke, men amerikanerne er så bange for kropsvæsker at de knapt nok tør kysse konen godnat når de putter sig i seng om aftenen. Så jeg gik tilbage til bygningen og vaskede alt hans blod og bræk af mig. Heldigvis havde jeg et sæt skifte tøj med i udlejningsbilen, så jeg kom hurtigt til at se civiliseret ud igen.

Vi havde en hurtig debrief bagefter med alle kursisterne, men de som virkede mest rystet, var instruktørerne…

Men i et land hvor alle sagsøger alle, så kan jeg da også forstå, at der var grund til bekymring. Som det viste sig senere, så var denne træningsulykke den direkte årsag til at H&K ITD skar alle de kurser væk fra deres kursus oversigt fremover, som ikke kun udelukkende omhandlede uddannelse på deres våben.

En anden ting med Amerikanernes og deres angst for at blive sagsøgt, som slog mig var, at alle de 20 SWAT gutter, som stod rundt om bilen, var uddannet i udviddet førstehjælp igennem deres job, først under uddannelsen til at blive politibetjent og derefter under uddannelsen til at blive en del af deres SWAT enhed, men nok af frygt for at blive sagsøgt hvis de gjorde noget forkert, stod de bare tilbage og ventede på, at der kom en, som ville tage ansvaret, så de ikke behøvede at tage det.

De personer var så åbenbart MS og jeg, da vi i Danmark har den forpligtelse, at hvis man er førstehjælps uddannet, så skal man hjælpe og kan blive sagsøgt, hvis vi ikke gør det, men ikke straffet hvis vi gør vores bedste, selvom vi måske gør noget forkert. Amerikanerne er underlige nogle gange.

Det viste sig, at han kom ind på intensiv hvor han lå i en 3 dages tid, hvorefter han blev flyttet til en almindelig stue. Han blev udskrevet efter en uge. Han havde fået et åbent kranie brud og var kommet sig uden mén og var tilbage på jobbet ved Wackenhut Security et par måneder senere, fik jeg at vide efter jeg var kommet hjem.

Ugen endte med nogle øvelser ude i byen, hvor vi eskorterede nogle folk rundt og der blev udført nogle angreb imod os, som vi så skulle reagere på. Det gik fint nok.

Efter vores uger i Lakeland, tog MS hjem og jeg fortsatte til Memphis i Tennesee, hvor jeg skulle på et kursus ved TEES. TEES stod for Tactical Explosive Entry School.

Jeg har nu i et stykke tid tænkt over om det kunne være interessant at læse lidt mere fra min tid i det civile og er blevet opfordret til at frigive mere.

Så her kommer der lidt af optakten til hvorfor jeg stoppede og gik civilt dengang og hvordan det reelt foregik.

——————–

Den 20. December 2004 var min sidste dag i Forsvaret. Jeg havde på daværende tidspunkt været i Hæren i 15 ½ år og var på daværende tidspunkt snart 34 år gammel.

Jeg var kriger af hjertet og ikke kun af profession. Med det mener jeg, at jeg elskede jobbet som soldat, miljøet jeg var i, de personlige udfordringer der var i tjenesten, både nationalt, men ikke mindst internationalt og jeg elskede at arbejde sammen med folk, som havde samme professionelle indstilling til jobbet, som jeg selv mente at have.

Min kontraktform i Forsvaret var en kortidskontrakt af K-35 typen, som afsluttes ved udgangen af den måned man fylder sit 35. år.

I forbindelse med kontrakten optjente man så, noget som hed, Civil Uddannelse, som gjorde, at man kan tage en uddannelse, gå i lære osv. så man kunne forberede sig på et liv som civil.

Nu var jeg det, som jeg betragtede, som kriger af hjertet og ikke kun af profession og havde næsten til det sidste håbet og ønsket, at jeg kunne have fortsat ud over mit 35. leveår på en langtidskontrakt, kaldet K-60, som afsluttes ved ens 60. år på tjenestemandslignende vilkår og med tjenestemands pension.

Men sådan skulle det ikke gå. Jeg havde haft en overvægt, som jeg havde svært ved at få kontrolleret og var ikke god til at løbe. Så jeg måtte finde på noget andet at lave og jeg havde udskudt at bruge min CU til det sidste, måske på grund af virkelighedsflugt, hvad ved jeg?

Efter jeg kom hjem fra Irak Hold 2 med Forsvaret, besluttede jeg mig for at nu skulle det være. Jeg var i forbindelse med den udsendelse, som var min syvende, blevet meget skuffet over vores ledelse, både på kompagni niveau op til bataljons niveau og haft et par konflikter med dem og det var afgørende for min beslutning om, at nu skulle det være. Det kan godt være det ikke var bedre i det civile, men i det mindste blev man bedre betalt og kunne gå sin vej, hvis man ikke var tilfreds med sagerne.

Jeg havde i alt siden 1992, været udsendt 8 gange i alt, til Kroatien, Bosnien, Kosovo, Eritrea og Irak. Bosnien blev til hele 3 gange og Kosovo til små 2 gange, sidst cirka en måned efter vi var kommet hjem fra Irak, hvor vi blev aktiveret til at skulle forstærke den Danske Bataljon under forårs urolighederne i Mitrovica i 2004.

Så jeg mente selv, jeg havde en del erfaring i at være udsendt, hvordan man opførte sig overfor de lokale, hvornår det var på sin plads at være venlig og smilende og hvornår man skulle stå fast på nogle principper og ikke give efter for blødsødenhed. Jeg var nok efterhånden også, som det sker med mange, som mig, i systemet, blevet kompromisløs på nogle punkter og kunne nogle gange ikke acceptere, at andre ikke kunne se tingene fra min side, nævnligt ledelsen. Jeg var i særdelshed blevet træt af at officerene skulle opfinde hjulet hver gang og aldrig lyttede til erfaringer fra andre. Det hele var bare blevet et uddannelses trin for dem, imens for os på jorden var det en skarp operativ opgave og der skulle helst blive taget beslutninger på grundlag af erfaringer fremfor at prøve sig frem og opføre sig, som om vi var stadigt var i Kosovo.

Så det var nok også med til at skabe lidt spændinger imellem parterne. Set i ”bagklogskabens ulideligt klare lys” burde jeg nok have været lettere diplomatisk nogle gange og måske bare have bidt mig selv i tungen og rettet ind til højre, men sådan var det nu engang, jeg var gået hen og blevet en ”bitter gammel mand” i systemet.

Igennem de sidste par år af min tjenestetid, havde jeg mødt et par gutter, som også var krigere af hjertet og som levede et liv med kontrakter rundt om i verden som sikkerhedsfolk, livvagter og ved private militære jobs.

En af dem var UM, som i tidlig alder drog til USA, hvor han blev optaget i det Amerikanske Marine Korps (USMC). Efter dette har han arbejdet som livvagt rundt omkring, samt deltaget i den kroatiske uafhængigheds krig imod Serberne, som rasede i 1991-92. Jeg mødte UM en gang i midt halvfemserne i Borris Skydeområde i forbindelse med noget civil skydning og sidenhen hjalp jeg ham med adgang til våben og skydebane, da han skulle forbedrede sig på en kontrakt og lige skulle genopfriskes på pistol og karabin, inden en tur til USA for at tage et optagelseskursus. Jobbet var i øvrigt at passe på den Haitiske President Aristide og jobbet var med The Steele Foundation. UM spurgte i den forbindelse, om jeg ikke kunne tænke mig at gå i den retning selv og han tændte egentligt den første spæde gnist i mig, for at skifte karriere og jeg er ham evigt taknemmelig for den gnist.

I Irak på Hold 2, med Forsvaret, havde jeg også stiftet bekendtskab med et hold fra det engelsk sikkerhedsfirma, The Hart Group, som boede i byen Al Qurnah, hvor vi havde CIMIC house liggende. De var ikke synderligt godt udrustede, men der var alligevel lidt flair over dem. Vi havde også mødt nogle fra Global Risk Security Ltd, som stod for udskiftningen af penge, fra Saddam æra penge, til den nye type pengesedler. En enorm operation, som omhandlede ret mange folk. Her fandt jeg ud af, at der stadigt var en plads i det civile for folk som mig, som er krigere af hjertet. Så da jeg kom hjem fra Irak, begyndte jeg at lede efter kurser, som kunne få mig ind i den branche.

Da jeg havde besluttet mig til, at dette var hvad jeg ville med mit liv, kontaktede jeg den lokale repræsentant for Forsvarets Rådgivning til Omstilling (Tidligere kaldet CU Styrelsen) og forelagde min plan mundtligt for ham.

Han bad mig finde kursusbeskrivelser, perioder og priser på de kurser og det gik jeg så igang med.

Kurserne, som jeg valgte, blev valgt udfra min bedste overbevisning om, at de ville forberede mig på en karriere i den internationale sikkerheds industri med speciale omkring de lidt mere paramilitære opgaver, samt give en evt. rekrutterings agent et benchmark, at vurdere min ansøgning ud fra…En dansk soldat var lidt en ukendt størrelse i den forbindelse.

Den private sikkerheds industri har eksisteret i mange år, men stort set været forbeholdt tidligere medlemmer af Special Operations Styrker og rekrutteringen har som regel kørt igennem deres Old Boys netværk. Dette gældte specielt for den slags i den mere farlige og paramilitære del af sikkerhedsspektrummet, hvor linjen imellem soldater og civile begynder at blive udvisket.

Jeg fik indledningsvis afslag på mine kurser, men fik samtidigt at vide, at jeg kunne lave en begrundet ansøgning og prøve igen. Det gjorde jeg så og åbentbart var min argumentation i orden fordi hele min kursus række blev godtaget og jeg fik tilladelse til at påbegynde min ønskede uddannelse.

Så i September, Oktober og halvdelen af November måned var jeg i USA på forskellige kurser. Selve kursusafgifterne omkring 50.000 kr i alt, betalte CU langt størstedelen af, jeg betalte selv omkring 1000-1500 kr til den konto for at få kursus udgifterne til at gå op. Alt hvad der hed flyrejser, mad, leje af bil og hotel ophold skulle jeg selv stå for, og på 2½ måned i USA, blev det til ca. 50.000 kr af mine egne penge oveni.

Så det var et stort spring at tage dette sats. Hvis jeg ikke kunne få et job bagefter, stod jeg rent faktisk uden noget CU til en civiluddannelse og havde brugt 50.000 kr af min opsparing oven i på et ”eventyr”.

Det er det sjoveste man finder når man sidder og roder på gamle harddiske.

Her er et uddrag af en dagbog jeg førte med lidt hovedpunkter fra et par uger ved det første firma STIS (Southeast Texas Industrial Services) og hvad der bygger op til at jeg springer til et andet firma, MVM Inc.

Al Mussayib, Irak, 2005

24 feb: Tre kran crews blev fyret, sure arbejdere. ½ time efter de forlod sitet, røg der tre morter granater ind over os. En lang, en træf, ikke detonerede og en kort. Heldigt. Vi fandt den stikkende op af jorden og markerede den til evt EOD, fat chance.

Hein fra olive fortalte at de trak sig ud mandag, pga STIS ikke havde betalt GE. Nye rygter ang. ingen penge i STIS og jeg var med til mit første bitching møde med Alan, Justin, Nick og John. Fik en mail adr. på en gut i Triple Canopy, som jeg kunne kontakte ang. at blive sendt videre til en international recruiter.

25 feb: Løb 5 km 27 minutter.

26. feb: Justin kom i unåde ved Bill og Tom, pga. Pause udskiftning, når vi havde fået besked på ikke at gøre det dagen før.

27 feb. Varmt

28 feb: 125 døde i Hilla ved en bilbombe. Tom og Justin havde et opgør, De havde en snak med Jack ang. det hver for sig. Kender ikke udfaldet endnu. Jeg fik at vide af Justin at Bill havde kaldt mig for en løgner, kommenterede det for Jimbo, han sagde at det havde Bill også sagt om mig til ham. Jeg gik til Bill, han afviste at han havde hørt at jeg havde rettet det til Cowboy, til ham ang. det med Justin og pause tingen….fucking amerikanerer….umodne sladrehanke…..

Jeg konfronterede Bill og sagde, at jeg gjorde en ære ud af ikke at være indblandet i nogle kliker og bitching og brok, men at jeg ikke ville kaldes for en løgner. Hvem havde gjordt det spurgte han så? Jamen det har du jo åbentbart Bill…..Jeg forklarede min sag som jeg nu kunne og gik igen. Ham har jeg alligevel ikke helt regnet ud….OG Jimbo….den vendekåbe, ham kan man heller ikke stole på åbentbart.

08 Mar: Jack indkaldte til et møde og meddelte at Tom, som var taget hjem på leave to dage tidligere var blevet fyret. Foster er den nye PM og Hutch er nu TL for Team 2.

09 Mar: Jeg spurgte Bill efter en anbefaling, som jeg kunne bruge til yderligere jobsøgning. Jimbo som skal starte ved ArmorGroup den 15., fortalte at Hutch havde fortalt til dem han var i bilen med på sidste run, at Bill og Steven bliver fyret. Jeg har bestemt mig til at søge væk nu, men også til at sige at jeg bliver, det er på tide at passe på nummer et.

Bill sagde han ville give mig en og jeg spurgte Tom på email om han også ville skrive en.

10 Mar: Har sendt mails ud til forskellige firmaer ang. jobsøgning. Hutch kom og spurgte hvad der var sket med DK’s udsendelse herned til.

Jeg forsøger at hitte DK op på email og sms.

18 Mar: Har i de seneste par dage fået svar fra ArmorGroup og Aegis. De havde pt. Ikke noget. Jimbo forsvandt til Armorgroup den 15. Marts. Jeg så hans CV, der var noget jeg ikke kunne få til at hænge sammen, men man skal åbentbart pynte lidt på det. Det nægter jeg dog at gøre.

Steven ”Rooster” var ude i går og kørte til Bagdad med Hutch og Jack alene i den pansrede Mercedes.

Undervejs samler de en gut fra sitet op omkring Babylon.

På et tidspunkt rækker Hutch sin shotgun om bagved til Jack og han stikker den op i fjæset på den lokale uden at fortrække en mine.

Efter turen går Steven ind og siger op og fortæller at det er grunden. Fortsætter dog til sidst i April og tager så på kursus ved PhoenixCP i Hereford UK.

Jeg har også i går sendt ansøgning ud til Edinburg Risk ang. en Medic position på et hold, tror dog ikke der kommer noget ud af det.

Ligeledes har en gut som har været PM her for Steele sendt ene mail til Rosta og spurgt om han var interesseret i et job i Mosul.

23 Mar: Er ved at være godt træt af de intriger og lort som foregår i kulisserne.

Har et par tilbud på hånden:

RS har et nystartet team i Bagdad, hvor han skal bruge 68 mand. BP har lagt et godt ord ind for mig og han lader til at ville have mig, men har ikke plads før sidste på måneden pga containererne skal ind først.

PH har et eller andet kørende i Mosul, måske med Falcon. Han spurgte efter min Medic baggrund og jeg sagde på højde med en EMT-Intermidiate uden intubering.

Så er der lige kommet noget i dag. Bill F min TL, har fået et tilbud om et job ved MVM og har spurgt om jeg vil med. Ja, er du tosset jeg vil gerne med….MVM er et gammelt renommeret firma som har lavet den slags i over 25 år. Et Tier 1 firma.

Opgaven er en Department of Justice sponsoreret opgave og man vi skal beskytte nogle FBI folk under udgravningen af massegrave oppe nordpå. Sikkert noget der skal bruges i retsagen imod Saddam.

Umiddelbart er det 75 dage, men det kan også kun være 30 dage. Så det er et gamble med løn.

Jeg vælger dog at tage væk herfra, da det er et once in a lifetime for mig, tror jeg at komme ind og på MVM på resumeet/CV’et.

Lønnen er heller ikke helt skidt: 550 usd pr dag, ca. 3000 kr.

24 Mar: Har fået jobbet ved MVM.

Bill F kom og sagde efter aftensmaden, at det var GO og at vi smutter i morgen tidlig.

Så vi kører nok herfra klokken 0700 op til IZ i Bagdad og kommer ind til MVM og starter forløbet med DOD cards osv.

Fra 23 mand til 13 mand på sitet på under 80 dage, de må da kunne se der er noget galt….

25 Mar: Ankommet til MVM villaen i IZ. Mødte Tim, som er MVM’s country manager. Startede DOD card processen og får nok kortene i morgen.

Mødte tre sydafrikanere også, en af dem kender nok Tinnus.

Var inde på CSH hospitalet med en af de ansatte Libanesere ved MVM.

Da vi var der kom der et PSD team fra Custer Battles ind med en død og 3 sårede.

Den døde var en Amerikaner og de tre sårede var lokale.

Vi talte kort med ham som bragte ham ind og han var tydeligt rystet. No shit…

---

Anyway, branchen er fyldt med idioter og ikke alt er guns, store overarme med tatoveringer og sexede selfier.