Den 6. Februar 2025 kom der en pressemeddelelse fra DR Nyhederne at en soldat havde skudt sig selv i læggen på Københavns Skytte Center.
https://www.dr.dk/nyheder/seneste/soldat-saaret-efter-ulykke-paa-amager
Det fik mig til at lave et opslag på tactical facebook siden:
“Hurtigt ud af hylster er godt
Hurtigt ned i hylster er ikke godt.
Har observeret flere, som er i en vældig fart med at genhylstre deres pistol efter en serie skud.
Det er den slags ting som kan udløse sådan en ulykke.”
Der var ingen kommentarer på opslaget, men jeg fik et par privatbeskeder, som uddybede hændelsen lidt. Jeg håber skytten er kommet sig siden hen.
Hvis man er lidt skydeinteresseret og har fulgt lidt med igennem de sidste par år, har man nok ikke kunnet undgå at se, at i USA har SIG P320 pistolen været involveret i en række hændelser, hvor folk er blevet ramt af et skud fra deres egen P320 pistol.
Nogle af dem har sikkert været dårlig våbenbetjening, andre fremmedobjekter såsom tøjstumper, handsker som har påvirket aftrækkeren i forbindelse med hylstering af pistolen.
Andre kan simpelthen ikke forklares.
Pistoler, som går af i hylsteret, tilsyneladende af sig selv, uden berøring af personen.
Folk er kommet voldsomt til skade ved disse hændelser, nogle invaliderede og så sent som 1. Okt 2024 er en afgået ved døden.
https://www.thetrace.org/2024/12/sig-sauer-p320-safety-lawsuit-death/
Der er selvfølgeligt altid nogen, inklusiv mig selv som vil spørge om hvilket hylster blev brugt, var der modifikationer foretaget på pistolen og så videre.
Men der har nu været rapporteret over 100 hændelser i USA og 80 af dem med skader og død som følge der af.
Flere US Politi organisationer har forbudt deres betjente at benytte P320 på jobbet og mange skydekomplekser og instruktører har forbudt P320 på deres steder og kurser.
Om P320 pistolen er usikker, fejldesignet eller er folk bare nogle klaphatte til våbenbetjening, vil jeg ikke gå mere ind på her i dette indlæg.
Det jeg gerne vil gøre her er, at vise hvad jeg har gjort for at undgå eller minimere risikoen for alvorlig skade, i det tilfælde at min tjenestepistol eller min egen private P320 skulle gå af i hylsteret.
Til at illustrere dette vil jeg bruge det udleverede SIG P320 hylster monteret på UBL Mid Ride via QLS systemet, til det udleverede bælte, altsammen udleveret udstyr fra Safariland.
Det skal hertil siges at grunden til at hylsteret og UBL designet er vinklet ind i bunden og ud i toppen er, at man bedre kan komme til pistolgrebet, når man har yderligere udrustning som TYR vesten på. Jeg er godt klar over at dette trick modvirker dette formål.

Jeg bærer normalt hylsteret i kl. 3 positionen på min højre hofte, som standard.

Her kan man se hvordan piben peger ind imod knæ partiet på mit højre ben. Hvis et skud gik af i hylsteret ville det formentlig ramme nederste del af låret, knæet, underbenet og foden.

Safariland har sådan en spacer T-stykke som kan bruges til at skabe større afstand imellem hylsteret og monteringspladen. Så den prøvede jeg at montere.



Det løser ikke problemet med vinklen ind imod benet.
Så jeg fandt nogle gummi spacere jeg havde til at ligge i en skuffe.

Først monterede jeg en imellem den nederste skruebolt på QLS gaflen og måtte dertil bruge en lidt længere Safariland skruebolt end den normale, de findes i sættet et sted og husk at bruge loctite til.


Dette bragte hylsterets vinkel lidt ud så den nu peger på nederste del af benet og foden.

Så gjorde jeg det samme på QLS pladen og dette bragte vinklen lidt længere ud, så nu kan man kun lige skimte siden af foden.



Det andet trick man kan gøre, i stedet for at bære pistolen Kl. 3 på hoften, det er at skubbe den om til Kl. 3.30-4.00. Så vil vinklen pege bagom ballen/låret, hvis et skud skulle gå af. Det er selvfølgeligt ikke optimalt i forhold til at skulle trække pistolen hurtigt ud af hylsteret, så jeg foreslår at man bruger et par gummi spacere på de nederste skruer i stedet.
Det som bekymrer mig mest er egentligt, at jeg føler at jeg må gøre dette, fordi jeg er ved at miste tillid til P320.
Jeg erkender, at jeg tidligere har været en stor fortaler for P320 fremfor f.eks en Glock.
Jeg har personligt ejet og skudt i flere år med en Glock og båret en G19 på mit civile arbejde i Irak i flere år, så jeg har lidt erfaring jeg taler ud fra og jeg ejer en P320 som jeg har skudt civilt med i flere år nu.
Denne præference for P320 fremfor Glock er primært aftrækket og den naturlige pegevinkel på P320.
Hvis jeg lukker øjnene og trækker en P320 og peger imod et mål og har følelsen i min krop, arme og hænder, at det her er er min naturlige neutrale skydestilling og så åbner øjnene, så peger jeg imod målet og sigtemidlerne er vandrette og flugter.
Hvis jeg gør det samme med en Glock, så peger piben opad, ret meget, hvilket ikke er optimalt i mine øjne.
Det er disse to ting jeg har baseret min præference for P320 på kontra Glock 17/19 og den er ikke ændret, heller ikke i dag. Glocks pegevinkel og aftræk er stadigt det samme lort som altid.
Men jeg er så småt ved at miste tilliden til mine P320 pistoler.
Jeg har set nok samtlige videoer, som er udgivet på Youtube med hensyn til P320’s sikringsmekanismer, både dem som konstaterer, at det ikke kan lade sig gøre at pistolen går af uden aftrækkeren påvirkes og dem, som mener at have en teori om, hvorfor pistolen går af uden at være blevet bedt om det, så jeg er lidt i vildrede
Jeg håber, at denne lille modifikation på hylsterets vinkel kan være med at at undgå svær skade, hvis et uheld skulle komme forbi.
Det er bare lidt trist, at vi er kommet dertil at jeg føler mig nødsaget til at skrive dette.
Der burde ikke være nogen tvivl om sikkerheden på vores våben og det er der desværre lader det til.
Jeg er ganske klar over, at jeg nok bliver genstand for had fra nogle med dette indlæg, men forstå at meningen er, at forsøge at undgå skader eller tab af liv.