Det er i dag 20 år siden jeg landede i Bagdad på mit første job som Security Contractor og tænkte det måske kunne være interessant at dele lidt ud af historierne, så det der følger er noget, som jeg har skrevet igennem årene med min dagbog og mit foto arkiv med lidt under 5000 billeder og video ,som jeg har fra den tid derfra, som baggrund.

Afrejse:

Den 6. Januar, var så dagen, hvor jeg forlod Danmark for at tage til en krigszone som civil security contractor for første gang.

Jeg er ikke meget for afskedsscener, så jeg kørte op til Billund Lufthavn i min gamle gule VW Golf og parkerede den i langtids parkering med en aftale om, at en kammerat ville komme og afhente den senere på dagen. Fik smidt min store North Face taske på en bagagevogn og begav mig over i afgangshallen. Inde på flyselskabets kontor fik jeg udleveret billetterne som ville flyve mig til Amsterdam i første omgang. Her ville der så være en ca. 10 timers venteperiode, hvorefter jeg så skulle med flyveren til Amman, Jordan, hvor alle folkene, som skulle arbejde for firmaet så skulle samles på et hotel og herefter tage til Irak den 10. Januar.

Amsterdam lufthavn, Schipol, er transitlufthavn for de fleste flyvninger fra USA af folk, som skal til Irak og arbejde, så der gik ikke lang tid før jeg havde udpeget en mindre flok af ”Contractors” som alle ventede på den næste flyvning til Amman. Jeg lagde mærke til at mange gik i den nu efterhånden anerkendte Security Contractor standard påklædning 5.11 uniform, som bestod af et par khaki bukser, med nogle lårlommer, samt en khaki eller grøn skjorte. Jeg kom i Jeans, polo shirt og en sort fleece jakke. Mentalt lavede jeg en aftale med mig selv om at jeg ville undgå at ligne en Contractor på mine kommende rejser også, hvis man var så nem at udpege. Ikke at jeg var nervøs for at blive forfulgt og udspurgt af en fremmed magts efterretnings tjeneste, men mere jeg gad bare ikke ligne forsiden af et taktisk grej katalog. Men der er nogen, som nyder denne stil og fred være med dem.

Jeg gik lidt rundt i lufthavnen og kedede mig. Da jeg på et tidspunkt gik hen til en FOREX stander for at veksle mine danske Kroner til US Dollars så jeg en som lige havde vekslet Canadiske dollars til US dollars før mig, som nu stod og kiggede på mig, da jeg havde sagt at jeg ville veksle dansk kroner til US dollars. 

Han var høj, rødhåret med begyndende fuldskæg, jeg havde set ham tidligere nede ved venteområdet for den afgangs gate som jeg skulle med, så han skulle også til Jordan med samme flyafgang som mig, så jeg ræsonnerede at han nok var ”Big Red”, som jeg havde mailet lidt med inden afrejsen. 

Så jeg spurgte ham: ”Hi there, are you Big Red?”

Big Red: ”Yes, who are You?”

Mig: “I’m Keld, I’m the guy from Denmark. We emailed a bit, remember?”

Big Red: “Sure, nice to meet you, I’m John, from Canada”

Vi holdt så sammen resten af rejsen. Faktisk er han en af de eneste fra det oprindelige hold som mødtes i Amman, som jeg stadigt taler med regelmæssigt.

The Bristol Hotel og bekendte ansigter

Da vi ankom til Amman, hovedstaden i Jordan, blev vi mødt i lufthavnen af en lokal, som var hyret til at hjælpe os igennem paskontrollen, visa ansøgningen og tolden. Der var som nævnt tidligere flere Contractors med flyveren og der var repræsentanter for alle de større firmaer som DynCorp, Blackwater, Triple Canopy og Olive. Vores guide mødte os igen på den anden side af tolden og vi blev vist ud til en bil og kørt til The Bristol Hotel.

I hotellet blev vi checket ind på 5. sal og på vej op i elevatoren var der en gut fra Blackwater som startede en samtale med os. Han spurgte hvilket firma vi var fra og da vi ikke vidste hvor han var fra, ville vi ikke sige det, så vi ”spillede dumme” og sagde at vi ikke helt var klar over hvad de hed, da det var et nyt firma som var ved at starte op. Han sagde han var fra Blackwater og hovedparten af alle de Contractors som var på hotellet enten var derfra eller fra MVM, som er et andet sikkerhedsfirma. Han var pilot på et af Blackwaters transport fly og fløj jævnligt fra Amman til Bagdad med folk og gods. Vi steg ud på 5. sal og gik hvert til sit og jeg hoppede straks i sengen, klokken var da 0300 om morgenen den 7. Januar.

Jeg blev vækket af telefonen klokken 0800 af vores kommende Projektmanager Tom, som lige ville hilse på de, som var kommet ind i løbet af natten og vi aftalte at mødes i receptionen klokken 13.00 efter frokosten, for lige at hilse formelt på hinanden og se hinanden an. Som han præsenterede sig selv, sagde han, at han var nem at kende, han var en halvgammel, halvfed stodder som lignede en fra ”Starsky and Hutch” serien fra 70’erne. Dette var dog ikke helt sandt, men vi fandt ham alligevel kl. 13.00. Alt i alt lød han til at være en fin fyr, som man kunne tale med.

Da klokken var 1200, gik John og jeg op til Sportsbaren på hotellet for at få noget at spise. Udenfor stod en håndfuld Contractors og snakkede, øjensynligt havde de fået samme brilliante ide som os.

De var delt op i 2 grupper og den ene part lød til at komme fra MVM den anden part fra Blackwater. John og jeg stod bare anonymt og lyttede. Der var en af dem, som jeg syntes virkede bekendt, men jeg kunne ikke placere ham.

Efter baren åbnede gik vi alle ind og op til baren og bestilte nogle fadbamser og nogle store steaks. Vi faldt i snak med de to fra MVM og præsenterede os for hinanden. Det viste sig, at de to som havde sagt de var fra MVM også skulle arbejde ved det firma vi skulle til, men den ene havde arbejdet for MVM tidligere på en anden kontrakt. Han hed Bill F og den anden præsenterede sig som Jakob. Jeg sagde mit navn var Keld og jeg var fra Danmark, nå, men det var Jakob også… Om vi begge så kunne tale dansk? Jo det mente vi da vist begge, at vi kunne, så vi fortsatte herfra på dansk, indtil da havde vi udelukkende talt engelsk. Han spørger mig så hvor jeg kommer fra og hvor jeg har gjort tjeneste, jeg siger Jydske Dragon Regiment. Sikkert et sammentræf, det havde han også. 

Så faldt 10 øren for mig….Jeg spurgte ham om hans initialer var JMB?

”Ja, det var det”

”Jamen for helvedet, så kan jeg sgu da bedre forstå du virker bekendt, du var min NK deling i Kroatien i 1992, det er mig Colakeld” 

Hold da op, det grinte vi meget over….Det er en lille verden.

Vi fik nogle fadbamser og nogle steaks og gik ned til briefing med Tom.

Her mødte vi de andre, det var en broget flok folk, og ikke alle var ankommet endnu. Vi ville ankomme til Irak af to gange, først vores rotation, så 3 dage efter ville de resterende ankomme. 

De næste par dage blev brugt til blive briefet om situationen i vores indsættelses område, at lære de andre at kende på teamet og forsøge at få et visa til Irak på den Irakiske ambassade i Amman. I fritiden var jeg nede i træningscenteret på løbebåndet og rykkede også i et par håndvægte lidt, men jeg har aldrig været den store trænings ivrige fyr.

Dagen efter ankom Bill P. som jeg kendte fra kurset i USA til hotellet. Vi fik hurtigt sagt hej til hinanden og udvekslet hvad vi havde af informationer om det forestående job. Da Bill var god ven med rekrutterings agenten, vidste han lidt mere om situationen end jeg gjorde på daværende tidspunkt. 

Det viste sig, at vi skulle ind og overtage et job fra et firma, som ikke havde fået forlænget deres kontrakt. De havde lige fået det at vide og situationen i lejren var, efter alt vi hørte, begyndt at udarte sig til kaos. Dette firma var The Steele Foundation og som det viste sig kendte nogle af os, flere af de personer, som var dernede allerede. (Jeg vidste på daværende tidspunkt, at jeg kendte 3 dernede, men det viste sig at der var en 4.) 

Som Tom forelagde det, havde alle udlændingene (Ikke-Amerikanere) som var på Steele holdet fået tilbuddet om at blive på jobbet, med det nye firma, men Steele havde vist truet med bål og brand, sagsøgninger og retsager i forbindelse med kontraktbrud, så mange havde valgt at forlade stedet. 

Vores Visa ansøgninger på den Irakiske ambassade, var ved at udvikle sig til lidt af en farce, så vi forsøgte at bestikke os til dem ved dem, men det gik heller ikke. Det tog vi med ophøjet ro, gik i baren om aftenen, drak nogle øl og drinks, lærte hinanden af kende, så godt som man nu kan det i den situation. Vi fik allerede 400 USD om dagen for bare at sidde i Jordan og det var jo ikke helt skidt.

Der blev leget lidt med forskellige scenarier. Hvis vi ikke kunne komme ind uden et forhåndsudstedt VISA, så kunne vi evt. flyve ind med Blackwaters transport fly, hvis vi trak i nogle tråde. Tom var åbentbart tidligere SEAL fra SEAL Team 6 Red Cell og da Blackwaters ledelse er alle tidligere SEAL’s, så kunne han muligvis trække i nogle tråde der og vi kendte allerede piloten for flyveren, han boede jo på samme hotel og vi så ham i baren hver aften. 

En anden mulighed var at køre ind fra den Jordanske grænse, ind igennem Anbar provinsen, igennem Ramadi, Falluhja til Bagdad og derfra sydpå. Det var en lang og spændende tur igennem farligt territorium hele vejen, så den ville vi helst ikke benytte hvis vi kunne komme udenom det. Efter noget tid viste det sig, man kunne få et Nød Visa i Bagdad lufthavn ved ankomst ved at betale omkring 40-50 Dollars. Det varede så i 30 dage. Det ville give os tid til at komme ind og få vores ID-kort ansøgninger godkendt og udstedt. Hvorefter vi ikke behøvede at spekulere i VISA’er mere.

Ankomst Bagdad International Airport, 10 Januar, 2005

Den 10. Januar var vores afrejsedag til Bagdad og vi tog en Iraqi Airways flyver ind til Bagdad lufthavn, herefter kaldt BIAP, efter Bagdad International Airport.

Fik et Nød Visa i lufthavnen og vi var nu lovligt ”turister” i Irak for en måned.

I lufthavnen ventede Jack og Rami. Jack var chefen for klientenerne i landet og Rami hans tolk, var fra Jordan. De var fulgt med det hold som vi skulle afløse op til Bagdad for at overse, at de afgav deres våben og udrustning og køretøjer på ordentlig maner, så vi kunne overtage det, når vi kom ind.

Vi gik ud i parkeringskælderen, hvor vores biler holdt. Det var nogle civile biler i forskellige mærker og farver for ikke at vække unødigt opmærksomhed imod os, som f.eks en flok store 4 hjulstrækkere af landcruiser typen ville gøre.

Vi havde en BMW 735, en Ford Stationcar og en Audi 100 som kunne køre og en fjerde som ikke kunne starte, så den blev efterladt i lufthavnens parkerings kælder. De var alle uden pansring og beskyttelse.

I bilerne fandt vi vores beskyttelsesveste, som det hold vi skulle overtage fra, havde afleveret sammen med bilerne. Vestene var forsynet med ”soft armor” til at beskytte imod fragmenter fra eksplosioner og skudsikre ”hard plates” til at beskytte imod geværkugler. Der var Kalashnikov geværer (AK-47) i nogle forskellige varianter, 9 mm Browning High Power pistoler og et PKM maskingevær samt masser af ammunition til alle typer våben.

 Der var også tasker som man kunne sætte på vesten, så man kunne have yderligere udrustning på den. Standard procedure som var udstukket for os var at køre med fuld beskyttelsesvest på, med minimum 10 magasiner med 30 patroner i hver til ens AK-47, 3 magasiner med 13 skud i hver til ens 9 mm Browning pistol, røghåndgranater, fragmentations håndgranater og meget mere. 

Vi benyttede cirka en halv times tid til at sammensætte vores udrustning, kontrollere vores våbens funktions duelighed, fik ladt dem op, pakket vores bagage og udrustning i bilerne. Vi gjorde det som man i militært sprog kalder at gøre ”Klar til Kamp” men hele ideen med vores tilstedeværelse i Irak var netop at undgå at komme i kamp eller nogen anden form for skærmydsler. Men hvis det skulle komme til kamp, ville vi være sikre på at de lige med det samme ikke glemte hvem de var gået op imod.

Så blev vi briefet om vores pladser i bilerne, Vi var anden bil i kortegen, i den blå Ford Stationcar. Jeg skulle være i bil med Bill F, Chris S kaldet ”Hillbilly” og Matt kaldet ”Cowboy”. 

Hillbilly skulle være kører, han var oprindeligt politi assistent fra et lille landligt politidistrikt i Tennessee, USA og politifolk kører jo rundt i bil hele dagen, så han var udpeget som kører. 

Bill F. var på forreste passager sæde og var vognkommandør, Bill var tidligere amerikansk Special Forces fra 10^th Group og havde også en fortid på det US Armys faldskærmshold, Golden Knights. 

Cowboy var ”Left Rear Shooter” og sad bagved kørerens sæde og havde primært ansvaret for alt på den venstre side af bilen og bagud 

Jeg blev placeret på højre side på bagsæddet og havde primært ansvaret for alt på den højre side og bagud

Det var altså primært Cowboy og Jeg som skulle beskyde evt. fjender, som måtte udgøre en trussel for os, da Køreren skulle, som det primære, køre bilen og den kan også bruges som våben hvis man er nødsaget til det. Bill F som var vognkommandør skulle både kommandere, kommunikere og skyde hvis det blev nødvendigt. Han primære sikrings retning var fremad, altså alt hvad han kunne se ud af frontruden og i en 90 graders vinkel ud til højre side.

Derefter gennemgik vi procedurerne for hvad vi skulle gøre i hvilke situationer og så var det ellers bare at sætte sig ind i bilerne og komme ud på ”Route Irish” 

”Route Irish” som den hedder i koalitionssprog, er vejen fra Baghdad International Airport (Benævnt BIAP) til Green Zone og blev anset for at være den farligste vej i verden på daværende tidspunkt. 

Der var typisk flere overfald på militære og civile sikkerhedsfolk om dagen på denne strækning. Det var alt fra baghold med raketstyr som RPG 7, maskingeværer, improviserede vejside bomber (Benævnt IED’s) i vejkanten, til selvmordsbombere i biler (Benævnt VBIED’s) som kørte ind i en kortege og sprængte sig selv i luften og slog i den forbindelse som regel en masse andre ihjel også til decidere dødspatruljer, (Rolling Kill Teams, kaldte vi dem) som kørte rundt og ledte efter ofre, som de så iværksatte et angreb på.

Så når man rullede ud af BIAP eller Green Zone var proceduren at man tog ladegreb på sin AK så man havde en patron i kammeret og at man afsikrede våbnene, benævnt at gøre det ”Hot” og holdt det i hænderne i skødet lige under vinduekanten, klar til at tage den op over kanten og skyde imod en eventuel fare som måtte vise sig. Alle havde sin sikringsretning og man observerede hele tiden i denne. Jeg er normalt højrehåndet, men min sikrings retning ud til højre side betød at jeg lige skulle spejlvende alt med våben betjening, jeg skulle benytte min venstre skulder og med min venstre hånd skulle være på pistolgrebet og tage aftrækket. Men det var jeg ok med, jeg havde trænet at skyde på den måde både i forsvaret og civilt og var ikke bekymret over den side af sagen. Det med at afsikre våbenene og bare lade dem ligge på låret, havde jeg det ikke så godt med, en bekymring som sidenhen for andre på holdet skulle vise sig at være på sin plads. 

Fordelen ved at jeg skulle skyde som en venstrehåndet var imidlertidigt, at jeg kunne sidde med AK’en i skødet med våbnet sikret og min venstre tommelfinger på sikringspalen, samtidigt med at resten af min venstre hånd var på pistolgrebet, så jeg var stadigt lige så ”klar” som de andre, men bare mere sikker med min våbenbetjening, altså der var ingen chance for at der skulle gå et vådeskud af utilsigtet. pga at noget fra min udrustning måske kunne få fat i aftrækkeren og påvirke den. Noget som sagtens kunne ske og som var sket for mig tidligere i min tjenestetid med stor pinlighed til følge. Samtidigt har jeg i mange år været en stor tilhænger af Jeff Coopers 4 regler for våbenhåndtering, her frit oversat til Dansk: 

1. Betragt ethvert våben som værende ladt.
2. Peg aldrig på noget som du ikke er villig til at slå ihjel eller destruere.
3. Fingeren af aftrækkeren indtil dine sigtemidler er på dit mål.
4. Vær sikker på dit mål og hvad som er bag det og omkring det.

”Green Zone”-Den Grønne Zone havde egentligt skiftet navn nu til International Zone. Normalt forbinder man farven Grøn med noget som er sikkert, men da det havde vist sig at den grønne zone måske ikke var så sikker alligevel ændrede man navnet. Men selv mange år efter, bliver den stadigt omtalt som den grønne zone.

Navne skiftet skete efter Paul Bremmer havde forladt landet og Coalition Provisional Authority (CPA) overdragede ansvaret til Irakerne med at lede landet. Den Grønne Zone eller International Zone, var et område i centrum af Bagdad, hvor et stort palads havde udgjorde hjertet i CPA’s administration af landet. Hele zonen var omgivet og beskyttet af store betonvægge og kontrolposter ved nogle få indgangsveje som havde støtte fra M1 Abrams kampvogne og M2 Bradley Infanteri Kampkøretøjer. 

Inde i zonen var der relativ fred og ro, der var ikke nogle gadekampe som udenfor og den største trussel var indkomne raketter og morter granater som insurgents skød ind over med uens intervaller. Nogle gange gik der 14 dage hvor der ikke skete noget, andre gange fik man flere om dagen og flere dage i træk. Mange af de private sikkerheds firmaer havde også deres kontorer og villaer her, hvorfra de arbejdede. Udenfor disse betonvægge var trusselsniveauet i en hel anden klasse fordi der herskede anarki og kaos i Irak på det tidspunkt, overgreb internt irakkerne imellem på civile forgik hele tiden. Angreb på koalitions styrker og civile sikkerhedsvagter, som af den almindelige lokale uvidende iraker blev anset for være ”CIA-Spioner” var også en naturligdel del af dagligdagen. 

Men vi skulle ikke ind i Zonen denne dag, vi skulle kun lige et smut indenom Camp Victory først, hvor vi skulle starte papirarbejdet med vores Amerikanske Department of Defence ID-kort (DOD-kort) så hurtigt som muligt.

DOD-Kortene var vores identifikations kort som alle civile contractors havde, eller rettere skulle have. Hvis man ikke havde et sådant opererede man uden formel tilladelse, fra USA og koalitionen, til at være der. Der var et andet kort, som var ved at blive indført som var MNF-I kortet (Multi National Forces – Iraq) men det som vi havde lavet papirarbejdet til var DOD-kortet. Da vi endeligt fandt kontoret, var det sidst på eftermiddagen og vi skyndte os at udfylde papirerne efter stram instruks og udfyldte dem med et andet firmas navn og kontraktnummer og det var første gang jeg undrede mig lidt over papirgangen i hele dette foretagende som jeg var blevet en del af.

Efter vi havde afleveret papirarbejdet fortsatte vi ud igennem Camp Victory, over i Camp Stryker igennem Stryker tunnel.

Camp Victory og Camp Stryker er en kæmpe base som Amerikanerne har lavet ude omkring lufthavnen. Den er baseret omkring nogle af Saddam’s og hans sønners ferie paladser, med nogle store kunstige søer hvor de nød livet. Rygterne lød på, at det var her Uday og Qusay tog andre mænds brude med hen på bryllupsnatten og havde sex med dem før brudgommen fik lov til det. Uday og Qusay var nogle rigtig charmerende personer efter alle beretninger. 

Jeg tør ikke gætte på hvor mange soldater der er der i Camp Victory/Camp Stryker/BIAP området, men det er skræmmende mange. Jeg vil tro at hele det danske Forsvar i fuld krigsmobiliserings tilstand kunne være der og det ville inkludere både Flyvevåbnet og Søværnet, da der er også flypladser, hangarer, og helikopter landingspladser samt også et par store søer som Søværnets pramme kunne være i. Og så ville der stadigt være plads i overskud.

Vi kørte ud af Camp Stryker og ud på Route Irish og tog kurs imod sydkanten af Bagdad og herefter gik turen imod syd i retning Al Mussayib.

Al Mussayib lå ca 50 km syd for Bagdad i nærheden af en anden lidt større by som hed Iskanderia.

Det lå inde midt i det man kalder The Triangle of Death (Dødens Trekant), ikke at forveksle med Sunni-Trekanten.

The Triangle of Death, gik fra Bagdad til Najaf til Al Hilla og tilbage til Bagdad. Området var primært sunni muslimsk men der var også shia muslimer i små enklaver og de tilhørte Moqtada Al Sadrs Mahdi-Milits. Området blev brugt som opmarcherings område, transit område for insurgenter og Foreign Fighters, altså udenlandske terrorister som primært tilhørte Al Qaeda Irak.

Som vi fik at vide af vores amerikanske Projektmanager Tom: ”Vi ligger midt i indianerland og de kan ikke lide cowboys” 

Vores job var at stå for sikkerheden for en gruppe ingeniører som var igang med at overse bygningen af et 500 Mega Watt kraftværk i Al Mussayib, tæt op af det gamle kraftværk der. Det gamle kraftværk kunne hvis det kørte på fuld kapacitet supplere 1/4-1/3 af Iraks samlede energibehov, men på grund af konstante angreb på infrastrukturen og værket så kørte det kun på 33% kapacitet, noget som den lokale iraker kunne mærke, når de kun havde strøm i ca 4-6 timer om dagen, på de gode dage. Så projektet og folkene vi passede på, havde en vital strategisk betydning for iraks fremtid og hvordan regeringen kunne vise overfor befolkningen at den arbejdede for et nyt og bedre Irak og at forholdene blev bedre.

Vi havde ansvaret for personbeskyttelse af ingeniøerne når de bevægede sig rundt på konstruktionspladsen samt sikkerheden for den interne lejr på byggepladsen hvor ingeniørerne og vi selv boede og under bevægelser i mobile korteger rundt omkring i Irak, hvor de nu måtte skulle hen.

På vejen ned fra Bagdad, skulle vi køre på Route Tampa, en anden farlig vej, hvor der er i tidens løb har været mange overfald på koalitionsstyrker og civile sikkerhedsfolk. Da vi rullede ned af den, var der ikke andre på vejene end os og de amerikanske militære kontrolposter som lå med nogenlunde regelmæssig afstand hele vejen ned af ruten. Ruten var på daværende tidspunkt kun godkendt til militær trafik, men vi kom altså i civile biler og derfor var vi ekstra påpasselige. Selve vejen var en 4 sporet motorvej i begge retninger, med en hel del broer hvor andre veje krydser over og slutter til.

På de fleste af disse havde det Amerikanske Marinekorps (USMC) eller den Amerikanske Hær (US ARMY) Abrams kampvogne, Bradley infanteri kampkøretøjer stående som overvågede terrænnet med deres kraftfulde optiske sigtemidler som indeholder blandt andet termisk udstyr, som registrerer varmeforskelle på ½ grad, så menneske kroppe udskiller sig fra terrænet markant i sådan et instrument. Under hver bro, var der så en kontrolpost, hvor en deling soldater holdt til og passede på at vejen forblev åben for de som havde behov for at bruge den. Egentligt var trafik med civile biler ikke tilladt, kun militær trafik, men vi forsøgte at få tilladelse til at benytte den, da den var hurtigere og i teorien mere sikker end alternativerne.

Det var tusmørke da vi kom til udkanten af Bagdad og vi fortsatte op til den første kontrol post på Route Tampa.

Vi identificerede os som sikkerhedsvagter og forklarede at vi gerne ville benytte vejen hele vejen de næste 50 km, og om de ikke godt kunne sende det videre per radio eller telefon, at vi kom rullende. Jo, det var bare helt fint med dem. Så vi fortsatte ned af Tampa

Det var blevet helt mørkt da vi var på vej ind imod et andet af USMC kontrolposter. Her mente et par af soldaterne at det var lidt suspekt at der i mørket kom en række civile biler kørende ind imod dem, så der blev afgivet en kort byge fra deres maskingevær ned i asfalten lige foran vores forreste bil på trods af at vi havde sænket farten til gå hastighed, samt tændt kabine lyset og holdt identifikations midler oppe på synlig vis.

Vores forreste bil stoppede brat, og ud af vinduet kom en lang række eder og forbandelser på engelsk fra køreren Chris. Chris var en tidligere Oversergent i den amerikanske faldskærms division, 82nd Airborne Division hvor han havde været instruktør på deres faldskærmsskole. Så han fortalte dem, i en længere uafbrudt række af ord og vendinger, hvad de var værd i dollars og cents. 

Åbentbart havde de ikke fået at vide fra de andre, at vi kom.

Sådanne brug på kommunikation forekom hele tiden. Derfor tog vi det altid fremover helt roligt og fulgte instrukserne fra soldaterne, når vi kom frem til en kontrol post. Det inkluderede mange gange, at man steg ud af køretøjerne, uden våben og gik til fods op imod dem, med armene ud til siderne, imens man efterkom ordrer om at vende sig rundt med trøjen eller skjorten oppe så maveskindet var synligt, så de kunne se man ikke have spændt sprængstoffer rundt om livet og var i færd med at skulle sprænge sig i luften. Når man så var oppe ved dem, forklarede man så hvem man var, hvor mange personer man havde med, antal af biler og hvor man skulle hen og udvekslede lidt generelt sladder.

Dette var særdeles spændende hver gang, især når man tænkte på at der også var mange ulovlige kontrolposter rundt omkring hvor lokale militser og dødspatruljer stoppede biler og kontrollerede om det nu tilfældigvis var nogle fra den anden fjendtlige millits eller religionsretning som de så slog ihjel på stedet eller bare nogle de kunne røve eller tage som gidsler.

De amerikanske soldaterne på disse kontrolposter var tydeligt nervøse over for fremmede, men de havde også et utaknemmeligt job. Amerikanerne har det med at sætte deres folk til at lave det samme igennem hele deres rotation. De kunne ende med at stå foran indgangen til et af deres cafeteria telte og checke ID-kort hver dag i et år, eller de kunne ende på en kontrol post, hvor der dagligt kom folk og skød på en og forsøgte at slå en ihjel på alle mulige og umulige måder. De soldater som endte på de udsatte steder var derfor hele tiden på vagt overfor eventuelle farer. Bagtanken var vel enten at de så blev helt fortrolige med det område de var i eller også var det bare nemmere at befale og styre ud fra, for deres Generaler. Ulempen var at de rent motivations mæssigt mange gange gik ned og deres arbejdsmønster afspillede dette. 

Men, som regel, når de kunne se man ikke var af arabisk afstamning og kunne tale med engelsk eller amerikansk accent, så slappede de lidt mere af. Og når vi så engang imellem senere i vores forløb kom med et par burgere fra Burger King biksen i Camp Victory, så blev de helt salige og bukkede i støvet for en…..Ah, ok måske ikke det, men der kunne gå måneder imellem de fik andet end feltrationer og lidt venlighed og gavmildhed kommer man langt med. Vi havde alle selv prøvet at sidde på en post et eller andet sted i den store verden på et tidspunkt i vores tjenestetid og vidste at de ville sætte pris på det. Efter en hurtig hilsen til dem, fortsatte vi videre ned af Tampa, efter at Chris havde hørt bekræftelsen fra næste kontrol post at de havde fattet, at vi kom i 3 civile biler ned imod dem fra Nord indenfor en halv times tid.

Da vi drejede fra motorvejen kom vi ind til Iskandaria. Her kørte vi igennem med geværmundingerne ud af vinduerne og kolbe oppe i skulderen, imens vi observerede efter eventuelle fjender da det var et meget risikofyldt område. 

Nogle af dem, som havde været her tidligere, fortalte hvor der havde været plantet IED’s på ruten og hvor folk havde beskudt dem fra  tidligere. Det var mørkt og mennesketomt, men sådan er irakiske landsbyer efter mørkets fald.

Dette var min første tur som security contractor i Irak. Jeg havde godt nok været i Irak tidligere nede i Basra provinsen med den danske bataljon for godt et år tidligere, men det var et helt andet område. Der var på daværende tidspunkt fred og idyl i det danske ansvars område i forhold til dette. Her var vi var midt imellem flere kendte insurgent tilholdssteder og de ville ikke tøve med at angribe os, havde de bevist tidligere.  

Det tog os cirka 1½ times kørsel fra udkanten af Bagdad til vi nåede lejren. 

Da vi rullede op til porten blev vi lukket ind af Hutch. Eftersigende skulle han være ok sagde Cowboy som havde været der tidligere sammen med ham. Vi rullede ind af porten og ned imod den indre lejr hvor vi skulle være. Stedet var bygget op med en ydre perimeter, som omsluttede hele konstruktions pladsen og inde i den lå en mindre lejr, hvor personellet var indkvarteret i containere. Det lignede enhver anden byggeplads i verden, en masse ufærdigt byggeri og kraner og gravemaskiner og stål skeletter rundt omkring. Vi gjorde også vores våben ”Cold” igen, hvilket betød af vi sikrede dem. Jeg havde jo allerede sikring på, så ingen problemer der for mig.

Da vi steg ud af bilerne, gik Bill P over til den anden, som var blevet fra det tidligere firma og hilste på. Jeg fulgte efter og han blev godt nok slemt overrasket over at se os begge og der var omfavninger og skulderklap hele vejen rundt, han var tydeligt glad for at gensynet.

Rick havde jeg mødt på et livvagts kursus i USA ved Steele Foundation International Training Group og han havde så efterfølgende fået et job igennem dem på dette site. Hvor de havde kontrakten for sikkerheden.

Det var et sjovt sammentræf at The Steele Foundation var blevet fyret af klienten og at vi gensås på disse betingelser. Steele var blevet opsagt på grund af en blanding af økonomiske og personstridigheder imellem de to firmaer var rygtet. 

Da vi havde fået hilst på hinanden fik vi tildelt vores trailers. Vi blev indkvarteret 7 mand i hver trailer, som egentlig var ok rent pladsmæssigt. Privatliv, glem det, men det er jo en af charmerne ved en sådan indkvarteringsform. Det var ligesom at være nystartet menig og bo på en belægningsstue igen, bortset fra at vi ikke havde stueeftersyn om morgenen, hvilket nok ville have udløst en mindre revolution, hvis nogen havde foreslået det. Den tid var længe overstået for os alle.

Vi fik alle en seng, nogle lidt klamme tæpper, en rigtig klam hovedpude og et dobbeltskab til vores personlige ting. Jeg var glad for at jeg havde taget min poncholiner med (Amerikansk sløringsmønstret vattæppe, som er meget populært blandt også danske soldater)  Jeg kan simpelthen ikke rejse nogle steder uden at have sådan en med i bagagen mere. Nu havde jeg brugt sådan en de sidste 21 år hver dag, både i tjenesten og hjemme på sofaen foran fjernsynet, så jeg følte mig næsten nøgen, hvis jeg tog afsted uden sådan en med i bagagen. Vi har vel alle vores små mærkeligheder. 

Vi fik at vide at vi bare skulle komme på plads og få noget søvn og så holdt de andre skansen indtil næste dag.

Vi gik i seng med oplysninger om at de lokale vagter fra Ministry of Electricity, havde Jack Burgess, Chefen for STIS sitet, fået til at overtage den interne sikkerhed, indtil vi ankom, lignede nogle strubesnittere og at der havde været et par konfrontationer allerede imellem de tilbageblevne, Rick og Hutch, og dem. Pistolen og AK’en blev indenfor rækkevidde og der var ikke meget søvn den nat.

Dagligdagen på sitet:

Dagen efter vi ankom til sitet stod vi op klokken 0600, fik noget morgenmad, på med vesten, pistolen og AK’en blev kontrolleret en ekstra gang og så op til inderlejrens indgangsdør hvor noget af tjenesten udgik fra. Her blev vi hurtigt orienteret om konstruktionspladsens omfang fra et af de 4 vagttårne og så tog vi op til den egentligt hovedvagt, hvor alle arbejderne og alt materiel ankom til sitet på hver dag.

Ved hovedvagten skulle vi overse hvad de lokale vagter lavede.

De lokale vagter var ansat af Ministry Of Energy (M.O.E.) og havde ikke nogen uniformer udleveret, gik ikke med ID-Kort og var alt i alt svære at kende fra andre lokale som kom og gik.

”M.O.E.” som vi bare kaldte vagterne, havde en stor gå-igennem metaldetektor, som alle skulle igennem, lige meget om de skulle ind eller ud fra sitet. Når detektoren så bippede, skulle de lave en kropsundersøgelse af personerne for at se at de ikke bragte våben og eksplosiver ind på sitet og ikke stjal værktøj og tog det med hjem, når de skulle ud derfra igen. Biler skulle kontrolleres med et standard afsøgnings spejl under bunden, kigges efter i bagagerummet og kabinen efter våben og eksplosiver. Alt sammen standard adgangskontrol ting, som folk der har været udsendt med forsvaret kender til. Det var ikke vores opgave at udføre dette arbejde, vi skulle bare overvåge de irakiske vagter gjorde deres arbejde og træde ind hvis der var brud i procedurerne og på sikkerheden.

Udover det så skulle vi være der for at optage en evt. kamp med evt. angribere og forsøge at holde stand indtil de andre længere nede i lejren var blevet klar til kamp og kom op for at hjælpe til. Dette simpelthen fordi vi ikke stolte på irakernes evne og vilje til at gøre dette selv. Vi var der i 2 mands hold i 3 timer af gangen.

Rami’s fætter Alayas, som også kom fra Jordan, var med oppe ved vagten og stod for uddelingen af ID-Kort til arbejderne når de kom ind om morgenen og var blevet kontrolleret af MOE og skulle ligeledes have det tilbage når de skulle hjem efter endt arbejdsdag. Ham skulle vi også beskytte og evakuere i tilfælde af at der kom et terrorist angreb på hovedvagten.

De, som havde været på sitet tidligere, fortalte os at der havde været kørt en bilbome ind i vagten noget tid forinden og chefen for vores firma efter sigende havde en dusør på 80.000 dollars på hans hoved, så truslen var reel nok.

Selve sitet var et stort konstruktions site, hvor et stort gas turbine kraftværk skulle opføres. Kraftværket skulle kunne give 500 MW i output, så det var et ret stort og vigtigt projekt. Selve sitets dimensioner var vel på et areal omkring 500 meter bredt og 1000 meter langt.

Inde på sitet var en mini lejr på cirka 50 x 100 meters størrelse, hvor vi var indkvarteret og arbejdede ud fra. Der var nogle tårne i hvert hjørne af denne mini lejr. Her havde vi også en række container huse, kaldet ”trailers” til at bo i, spise i, bade i og havde et par lokale til at lave mad for os. Menuen stod, uden at lyve, på kylling og ris, hver dag. Nogle dage kogt, andre dage stegt, men altid kylling og ris. Enkelte dage var der lam til et af måltiderne eller noget de påstod var fisk, men der tog jeg en amerikansk feltration istedetfor.

Sitet lå midt i ”Indian country” som Amerikanerne yndede at sige det. Området var et kendt insurgent tilholdssted, en ren sunni muslimsk højborg. Efterretninger sagde at området blev brugt som transit område og afslapningssted for insurgents og Foreign Fighters fra de andre hot spots i Irak.

Tæt op at vores lejr var et andet ældre kraftværk, som kørte på sidste vers, i forbindelse med den var der en USMC lejr som sikring og en irakkisk national guard enhed havde også en lejr ved siden af. USMC havde nok at se til, hver nat skød de artilleri fra lejren som støtte for operationer eller folk som er kommet i knibe uden rundt omkring. Nogle gange var det lys granater, mange gange var det brisant. De var ude og kæmpe hver dag og nat, altid i aktion. Der var en konstant sværm af helikopterer, Sea Knight transport helikoptere, Cobra Gunships og Blackhawk ambulance helikoptere som fløj rundt i området. Det var et rigtigt hotspot, som vi var landet i.

Vores lejr bar også præg af det. Da vi ankom kunne vi se et hul i den indre væg som en raket havde lavet. Efter vi havde været der noget tid var området blevet ramt flere gange med mortergranater, de fleste var detoneret, men nogle af dem var ikke. De som ikke var eksploderet blev der doozet en lille vold rundt om og lagt et stykke bræt hen over eller lign. så de lokale ikke hoppede på dem. Egentlig rydning og detonering af dem, fik vores ledelse aldrig iværksat.

Nede i den ene ende af lejren var der en skydebane med en bagvold som var 1½-2 meter høj. Når man ville ned for at skyde, advarede man lige de lokale vagter i tårnene i venstre side af yderperimeteren om at nu gik vi altså snart i gang, og så kravlede de i dækning bag en jordvold og vi kunne skyde løst. Ikke helt efter de danske sikkerheds forskrifter for skydebaner, men det var vilkårene vi havde. Der var ingen regler udover, lad være med at skyde vagterne eller jer selv og vær sikker på hvad i går og laver. 

Nogle af os, tog ned på skydebanen hver dag sidst på eftermiddagen og skød på livet løst. Vi mente det var vigtigt at lære vores våben at kende og da ingen af os havde haft en AK-47 udleveret tidligere, skulle man skyde en del for at lære den at kende. Ammunition var ikke noget problem. Vi kunne tage over på basen til Marines og gå på rov i deres Captured Enemy Ammunition Storage område, hvor de opbevarede de våben og det ammunition, som de konfiskerede under diverse operationer. De udleverede det uden skrupler til os, efter devisen, hellere give det til os, hvis vi kunne bruge det til noget fornuftigt end de bare sprang det i luften. Det virkede fint for os. Vi havde et godt samarbejde med Marinekorpset der og igennem de næste 3 måneders tid fik jeg skudt mere med min AK-47 end jeg havde skudt med gevær i Hæren tidligere. Ca. 200-300 skud hver dag, de dage hvor vi ikke var en tur op til Bagdad, så det blev til mange tusinde skud.

Klienten:

Nu var det således at Chefen for klienterne var en meget troende kristen mand og det var mit førstegangs indtryk, at hans syn på folk var, at han troede på det bedste i folk, indtil andet var blevet modbevist, måske ikke det bedste udgangspunkt, når man skal omgås Irakere i en krigszone. Jeg vil nok også betegne ham, som blåøjet naiv med tendens til fornægtelse af virkeligheden. Han gik rundt med en baseball cap på hvorpå der med store bogstaver stod. I love Jesus. Og det midt i et muslimsk land, som vi sagde i hjemme i Kompagniet han havde ”situationsfornemmelse, under norm”

Han var overhovedet ikke sikkerhedsbevidst og lyttede ikke meget til de råd og forslag til forbedringen af sikkerheden, som hans sikkerhedsansvarlige rådgiver Tom kom med. Dette virkede lidt frustrerende på os sikkerhedsfolk, eftersom vi jo kun ville gøre vores bedste for at beskytte ham og mente det godt. 

Vi kunne derimod som sikkerhedsfolk ikke tillade os at gøre os selv venner med nogle af de lokale arbejdere, udover almindelig høflighed, da vi altid skulle være på vagt overfor eventuelle angreb på vores klienter. En ting som gjorde, at vi ikke altid blev set på med de bedste øjne af både de lokale arbejdere, men også fra vores egne klienter. 

Flere gange fik jeg at vide af Mike, en af ingeniørene ansat ved firmaet, at hans arbejdere elskede ham. Da han gav dem arbejde og behandlede dem som sin familie, så de kunne aldrig finde på at gøre ham noget, tværtimod, ville de passe bedre på ham, end vi som sikkerhedsfolk kunne gøre. Mike kunne øjensynligt ikke tyde hans lokale arbejderes opførsel ordentligt, fordi hans væremåde virkede meget skræmmende overfor dem og mange af dem foragtede ham helt åbenlyst. Deres øjne og kropssprog fortalte en del. 

Dette fortæller lidt om hvad de folk som betalte os for at vi skulle passe på dem, egentligt syntes om os. Vi, som sikkerhedsfolk, var parate til i yderste konsekvens, at lade livet for at de kunne overleve og de syntes bedre om de lokale, som ikke ville tøve med at overgive dem til insurgents, eller slå dem ihjel ved første lejlighed, hvis der ikke var flere penge, end om os som de selv betalte for at yde sikkerhed. Men, det er vel bare det kors, vi må bære.

Da den danske bataljon tog til Irak i 2003 sagde man at 80 % af irakerne gerne ville have vores tilstedeværelse dernede og at de resterende 20% helst så os døde eller i det mindste ude af landet igen. Dette var i det sydlige Irak i Basra området ved Shiamuslimer, som var blevet undertrykt af Saddam. 

På vores site, som lå 50 kilometer syd for Bagdad og i et mere intenst og fjendtligt område end det sydlige Irak, havde vi cirka 500 arbejdere som kom ind på sitet hver dag. Hvis vi tog og overførte den procentsats fra det sydlige Irak til vores site, så var der 100 arbejdere dagligt på vores site, som ønskede os døde, eller i det mindste ude af landet igen. Som sikkerhedsfolk, var det vist hvad man i teorien kunne kalde en markant trussel. Samtidig med det, så mente flere af os heller ikke at det burde være noget større problem for evt. insurgents at komme igennem med almindelige arbejdere om morgenen oppe ved indgangsporten. Vi kunne jo ikke genkende ansigterne på 500 lokale, deres ID kort var af en dårlig kvalitet og uden billede og vi var nødsaget til at stole på at Alyas som stod for selve kontrollen var oppe på noderne og på vores side.

Vi gik rundt imellem de lokale arbejdere hver dag sammen med klienterne, så man var nødt til konstant at være klar til at forudse, afskrække og blokere eventuelle angreb og attentatforsøg på vores klienter og også os selv, samt evakuere klienterne til en sikkert sted hvis der skulle forekomme et attentat forsøg. Der havde tidligere været attentat forsøg, blandt andet havde en af ingeniørerne og Cowboy været over i den ene ende af lejren, og var blevet beskudt fra væggen som omgav hele sitet af en skytte med en AK-47 så de havde måttet søge dækning og trække sig væk derfra. At MOE vagter i tårnene som var rundt omkring på væggen om hele sitet ikke havde set denne skytte eller besvaret ilden, gjorde bare at man slet ikke stolede på dem. De eneste vi kunne stole på var os vestlige sikkerhedsfolk.

Et sådant miljø tager hårdt på ens koncentration når man er på og man forsøgte at holde friskheden oppe ved hele tiden at køre løbende udskiftninger af personerne så man gjorde kun tjeneste i en maksimum periode på 3 måneder inde i landet og derefter fik man en betalt ferie med fuld løn, hvis man kom tilbage og tog 3 måneder mere. Så i løbet af et år, arbejdede man reelt kun 9 måneder, men blev betalt for 12. Så arbejdede man tilgengæld også i de 9 måneder og hvis man ikke havde de tre gange en månedes ferie ind imellem, kørte man folk ned mentalt. 

Nogle dage var længere end andre. Når man havde hovedvagten, Echo Gate, så var man normalt kun på i to timer om dagen, nemt tjente penge skulle man tro og sådan forekom det også nogle gange. Der var altid en risiko for en bilbombe eller en person med en bombe om livet som kunne gå op og sprænge sig selv i luften ved porten, så vi forsøgte at minimere risikoen og kom med forslag til forbedring af indgangs partiet, således at man var mere sikker.

Men Chefen Jack ville ikke lytte til rådene fra Tom og bag kulisserne blev planerne skudt ned af  tolken Rami, som sad med i de møder, hvilket der ikke var noget behov for, da de foregik imellem 2 amerikanere og der ikke var behov for nogen tolk der, de kom sågar begge fra Texas…

Rami var en første Jordaner, som STIS havde ansat. I starten troede jeg kun han var tolk, hvilket var det han var blevet ansat for fra starten af. Men det viste sig at han havde overtaget mere og mere ansvar på sitet end man ifølge vores mening burde have tiltroet ham. Han sad lige pludseligt med ind i møder som Tom og Chefen havde og rådgav Chefen imod Tom’s sikkerheds forslag. Vi, sikkerhedsfolkene, anså alle Rami for at være en igle, som bare sugede penge og magt til sig og ikke var synderligt interesseret i at få sikkerheden op og køre ordentligt. Vi undrede os også over om han havde en skjult dagsorden med insurgenterne/terroristerne. 

Hans fætter Alyas var ikke meget bedre, han virkede på os også som om han var korrupt og tog penge fra alle de lokale arbejdere. Rygtet var at han solgte brændstof til de lokale og tog kommision oppe i vagten fra arbejderne.

Jeg opbyggede hurtigt min egen lille konspirationsteori:

Rami og Alyas tog penge fra arbejderene. I blandt arbejderene var der insurgents. 

Alt i Irak og den arabiske verden havde i generationer forgået på studehandeler, alle skulle have et bid af kagen. Baccis..

Rami og Alyas får lov til at tage penge fra arbejderene og arbejder imidlertidig med en skjult dagsorden om at nedsætte sikkerhedsstyrken for firmaet ved at fortælle Chefen at der slet ikke er farligt her i området.

Insurgenterne ville ikke lave et direkte angreb på os ligenu, da vi var for mange, men hvis vores antal reduceres var der mulighed for at lave et succesfuldt angreb. Samtidigt ville de ikke angribe før der ikke var flere penge på projektet, da det samtidigt betalte løn til ca 500 personer fra nærområdet.

Så vi levede lidt i en underlig uvidenhedszone for hvornår besluttede insurgenterne at nu havde de fået penge nok eller nu var sitet af så stratgisk betydning af det ville styrke deres kamp imod regeringen og koalitionen og tiden var inde til at gøre det af med os og hvornår var vores styrke af en størrelse at de succesfuldt kunne lave et angreb.

Selvom vi havde en Irakisk National Garde lejr på den anden side af os og i forlængelse af den en lille Marinekorps lejr, kunne man sagtens lave et angreb på os og hvis man planlagde det godt nok også få succes, efter en terrorists succeskriterier.

Alle vores forsøg og iværksættelser på at forstærke lejrens sikkerhed blev skudt ned at Rami og Chefen, så det var helt frustrerende at se på. 

Først satte vi pigtråd op over hele muren rundt på indkvarterings lejren, så fyldt vi sandsække og fik Hesco Bastion mure op hele vejen rundt om. Så kom Chefen tilbage fra en tur til Jordan og så det, så blev alle forstærkningerne pillet ned. Han nægtede bare at se at der var en reel potentiel risiko. Det var ekstremet frustrerende at have lavet alt arbejdet med at forstærke lejren og så se det hele pillet ned igen, fordi han ikke mente at der var nogen grund til det, og i sidste ende betalte han jo vores løn, så man kunne enten tage pengene og acceptere dette, eller forlade jobbet. Jeg blev.

Vi kom hurtigt ind i en dagligdag på sitet. Vi kørte rotationer på en uge hver. En uge var man CP-Team den anden uge var man Static Team.

På CP-Teamet var det 1-on-1 personbeskyttelse af ingeniøerne rundt omkring på sitet og hvis der skulle køres ud fra sitet så var det også dem som tog disse ture.

På Static-Teamet var det primært hovedvagten man overvågede, 2 timer om dagen, samt man afgav to mand til nattevagt og så havde de nattevagten internt i vores lille lejr hver nat fra 1900-0700.

Efter et par dage kørte vi op til BIAP igen for at hente den anden rotation af folk. 

Det er spændende at køre low profile. Det tog noget tid at vænne sig til, at man ikke skulle køre som normale PSD teams og som man bliver instrueret i på diverse kurser, da det hele for os gik ud på ikke at blive opdaget. Så det med at køre tæt på hinanden og skærme af osv, det brugte vi ikke, da det er nemt for en fjendtlig observatør at udpege et sikkerheds team, hvis man ved hvad man skal kigge efter.

Vores beklædning når vi kørte på vejen var fri, så det var mix af civilt og halv militær påklædning. Normalt kørte jeg i jeans, en t-shirt så min beskyttelsesvest med udrusningstasker og en stor lokal skjorte udover dette og en rød og hvid shemag tørklæde rundt om hovedet for at skjule min blege hud. Det var vinter så de lokale i området benyttede også tørklæderne på samme måde, så det virkede fint i vores område til en vis grad. Vi blændede ind med de lokale indtil man kom helt tæt på os, altså næsten bogstaveligt stak hovedet ind af vinduet på bilen.

Jeg var for det meste kører, da jeg havde en del køreuddannelse og det er en vigtig færdighed at have. Når man tænker på at sandsynligheden for at der ville ske noget var størst når vi sad i bilerne på vejen, så var det endnu mere vigtigt at alle biler vidste hvad de andre lavede i de forskellige situationer. Bill P, Rick og Jeg havde alle været på samme kursus ved Steele, hvor der var et rigtigt godt kørselsmodul indbygget, så vi var helt up to speed på hvad vi kunne og hvordan de forskellige procedurer var, så det var som regel os som kørte de respektive biler. Normalt blev jeg kører på VIP bilen i midten af kolonnen.

Når vi kørte fulgte vi den lokale trafik så godt som vi kunne, vi kørte gerne lidt stærkere end dem, måske 10 km/t, så vi ikke kom til at hænge på siden af dem og de ikke lagde mærke til hvem vi var.

Hvis vi blev stoppet i et trafik kaos, og det skete sådan set hver gang vi var ude og køre, så kom adrenalinen lidt op og køre, vores beskyttelse og styrke var, at vi kunne bevæge os rundt forholdsvis uset, undercover iblandt de civile, men hvis vi holdt stille gik der ikke mere end et par minutter, så vidste alle rundt omkring en hvem man var og når mobiltelefonerne så kom frem, så kan det ligeså godt være fætter insurgent de ringer til, som det kunne være familien, som de fortalte, at de ikke lige kunne nå hjem til aftensmaden. Vi var altid nødt til at betragte det som det værste. 

I den bagerste bil var der en ”trunk monkey” som han populært bliver benævnt. Det er ham som sikrer kortegen bagud. Han sidder og kigger bagud, har som regel et maskingevær i en form for affutage pegende bagud samt hans eget personlige våben. Når man så kører på vejen har alle mand en retning de observerer og sikrer i. Så på den måde forsøger man at undgå at man bliver overrasket fra en side, som man f.eks. ikke har observation i. I det tilfælde at man skulle blive angrebet fra f.eks. højre side, ville alle i højre side så afgive ild imod en erkendt fjende og alt efter situationen ville man så reagere yderligere ud fra hvad der sker.

En tidlig morgen i mørket, forlod vi vores lejr for at tage til lufthavnen i Bagdad og samle en klient op. Ruten var blevet lagt så vi kørte en stor omvej imod syd først for at dreje uden om Iskandaria. Lige før Mussayib by var der en kontrolpost, hvor national garden kontrollerede id kort på folkene. Vi kørte i tre biler, alle upansrede. En hvid Toyota Crown, en mørkeblå Ford Station Car og en hvid minivan, som bagerste vogn. Der var tre i forreste bil, to i den midterste bil og tre i den bagerste. Vi holdt længe i køen op imod checkpointet, men da det stadigt var mørkt var der ingen som lagde specielt mærke til os. Da vi kom op til soldaterne, gav vi os til kende og de hilste pænt på os og lod os igennem. Dette check point var et af de kendte, som altid var der og altid var bemandet. Vi kørte ind i nordkanten af Mussayib, som også er et insurgent hotspot, trafikken var sporadisk, mange var på vej på arbejde, men der var plads nok til at manøvrere hvis vi måtte have behov for det. Da vi kom til et sted vi med kodeord havde udnævnt til ”Starbucks” drejede vi imod øst og var på vej ud imod MSR Tampa. Lige da jeg begyndte at dreje imod venstre gik strømmen i bilen og servo styringen døde. Jeg forsøgte straks at påvirke tændingen igen med nøglen og med det samme sagde jeg at vi var gået i stå til min vognkommandør. Der var ingen respons med tændingsnøglen. Køretøjskommandøren meldte med det samme videre over radioen, at vores bil var gået ned og at den forreste bil skulle afvente. Bagerste bil var 20 meter bagved på det tidspunkt og alle var klar til at springe ud af bilerne og støtte hvis der skulle blive behov for det. Imens rullede vi ind til siden og jeg forsøgte med nøglen en gang til, igen ingen respons. Nu var der nogle af de lokale, som var begyndt at kigge på os fra hjørnet. Alle mænd i den krigsduelige alder, de så lidt skeptiske ud på de tre biler som pludseligt holdt stille mere eller mindre midt i et sving. Endeligt efter 5-6 forsøg med nøglen gik den igang igen og vi fortsatte. Alle biler intakte fortsatte vi videre ud på ruten. Nogle kilometer udenfor Mussayib kom man til et område hvor Moqtada Al Sadr’s Mahdi Milits havde et område. Der var tydeligt markeret med flag når man kørte ind og ud af det. Midt i et Sunni muslimsk område havde Shiaerne en enklave. Vi fortsattte igennem dette, uden problemer det var så småt begyndt at blive lyst og efter yderligere nogle kilometer kom vi ud til opkørselsrampen til MSR Tampa. (MSR betyder Main Supply Route, altså en hovedforsyningsrute)

Vi stoppede under broen og forsøgte at råbe gutterne på checkpointet oven på broen op. Da vi havde fået kontakt med dem og forklaret dem at vi kom 3 civile biler og de bekræftigede at det var ok for os at komme op på vejen, kørte vi derop og ud på Tampa. 

Da denne vej ikke havde andet end militær traffik og vi kom i civile biler, kunne eventuelle insurgents som lå i baghold godt lægge to og to sammen at vi nok ikke var helt almindelige civile irakere. Så vi kørte med maksimum hastighed på denne rute i dagslys. Vi lå omking 170 km/t og godt spredt ud, i det tilfælde at der skule gå en IED’s , så ikke alle biler blev fanget i en evt. eksplosion. Hvis vi kom op imod en koalitions konvoj på ruten, sænkede vi farten og holdt afstand og gav os tilkende med et godkendt tegn, som alle kendte og hvis den bagerste skytte i konvojen så signalerede til os, at vi kunne forsætte op, satte første bil farten op og kørte helt op til den, gav sig så her helt og fuldstændigt tilkende, så de kunne se vi var vestlige og havde de rigtige kendetegn vi skulle have og så kaldte han de resterende biler op og vi fortsatte forbi samlet. På de lange kolonner var vi ekstra opmærksomme da radiosignalet fra den bagerste skytte måske ikke havde nået de forreste skytter, så hver gang vi kom op til en som ikke umiddelbart lignede en, som havde hørt vi var i gang med at overhale, så gik vi i gang med genkendelses proceduren en gang til.

Når man så var helt forbi en kolonne, satte vi farten op igen. Ved de faste kontrol poster benyttede vi samme procedure som omtalt tidligere: Man gav sig tilkende og fulgte eventuelle instrukser som de blev givet, fra soldaterne.

Da vi kom af afkørsels rampen i sydkanten af Bagdad begyndte vi at komme ind i lokal trafik, vores fart blev sat ned til at matche de lokale bilers. Hutch, som sad med Rick, i den forreste bil kom løbende med meldinger angående eventuelle trusler på vejen eller suspekte personer på hus tage, langs vejen også videre. 

Vi kørte ind af Route Senator og over 14 july broen og direkte op til Gaten ind til den Grønne Zone. Vi gennemgik det sædvanlige med identifikation og bliver lukket ind i zonen. Herefter kørte vi til PX området hvor vi købte noget pizza til morgen/middagsmad.

Så var det tilbage i bilerne og ud til lufthavnen. Vi kørte imod vest igennem den grønne zone indtil vi nåede Gate 12, som var udpassagen til lufthavns ruten ”Route Irish” 

Vi passerede igennem den og kom op over tilkørselsrampen og ned på vejen ved en vejfletning. Herefter kørte vi cirka et par kilometer og stødte så på en trafikprop længere fremme på vejen. Disse trafikpropper kunne opstå når der lige pludseligt kom en kolonne af Amerikanske soldater i f.eks Humvees (Deres nuværende jeep type biler) ind på vejen, eller de stoppede for at kontrollere noget suspekt i vejsiden. Så var praksis at man kom ikke nærmere end 100 meter på en kolonne som denne. Hvis man alligevel gjorde dette, så trådte soldaternes Rules of Engagement i værk, altså de havde lov til at bruge magt, inklusiv dødelig magt, for at standse en, inden man helt kom op til dem. Dette var for at standse selvmords bombere i biler fra at køre op i røven på en kollone som denne og så sprænge sig i luften.

Alt dette var accepteret og almindelig kendt praksis i Bagdad og det meste af Irak. Alle kendte til dette og hvis man ikke efterkom dette, så kunne man hurtigt blive beskudt og i værste fald dø. Eneste sted vi forsøgte at overhale var på Route Tampa og det var kun når vi var 100% sikre på de havde set vores identifikationsmidler og vinkede os fremad. Af samme grund havde hver bil en kikkert med, så vogn kommandøren kunne observere på kolonnens agterskytte og se om han vinkede os op eller bad os om at blive bagved dem. Nogle gange lod de ikke en komme forbi, andre gange gjorde de.

Men på Route Irish var der ingen pardon. Her fik man ikke lov til at overhale i en almindelig civil bil mere.

Da vi kom op til den store trafikprop, holdt vi os i venstre side af vejen så vi havde en mulig flugt vej ind over midterrabatten, hvis vi skulle få brug for dette. Da vi så holdt der, i en flok på nok 50 biler alle sammen hobet op i en stor klump, lød der pludseligt en ordentligt båååååt fra et horn, jeg kiggede i sidespejlet og så nogle store sydafrikanske pansrede hjulkøretøjer kaldet Mambaer komme op bagfra. Da de kom tættere og tættere på kunne jeg se de var fyldt med andre vestlige contractors og have maskingeværer stikkende ud til alle sider. Der var luger i tagpartiet på dem, så der stak folkene ud af med overkroppen og kunne betjene maskingeværerne hvis de skulle. 

De forsøgte at trænge igennem på venstre side og skubbede lidt til et par biler, jeg forsøgte at manøvrere vores bil ind over imod højre side, fordi de vidste med garanti ikke hvem vi var og selvom vi forsøgte at give os til kende var folkene på Mambaen så meget oppe at køre mentalt at, de ikke så det, så det sikreste vi kunne gøre var at holde stille og lade dem passere forbi samt gemme vores våben og militære udrustning fra deres synsfelt, så de ikke pludseligt begyndte at skyde på os, fordi de troede vi var insurgents. Det sidste vi ville have var en blue on blue episode som det hedder når to fra samme part, beskyder hinanden. 

Den første Mamba passerede os uden problemer og da den næste så var kommet forbi os, lød der et ordentlig brag på bilen. Jeg kiggede hurtigt over på Tom for at se om han var ok. Det var han, han kiggede ligeledes på mig, jo jeg var også ok, hvad fanden var det?

Så kiggede vi tilbage på Mambaen og så at folkene oppe i Mambaen kastede fyldte ½ liters vanddunke ned på alle bilerne. De så ud til at more sig, men der var en grund til de gjorde det. Det var ment som advarsel til bilerne om ikke at følge efter Mambaerne når de var kommet forbi dem. 

Et fælles karaktertræk som alle irakiske bilister har, er nemlig, at trafik regler, stop skilte, signaler osv. gælder ikke for lige netop dem. Nej, hvis der kan presses en halv bil forbi på venstre eller højre side, så kan der også være en hel bil og så ligemeget om ens manøvre kommer til at skabe kaos, det har de ingen sans for. Køer er heller ikke noget de kan finde ud af. Man skal bare mænge sig frem og snyde sig forrest. Det bliver der slet ikke set ilde på fra andre irakere. Eller også registrerer de det bare ikke, sådan er det bare. 

Efter Mamba kolonnen var kommet væk fra den klump af biler, som vi sad i, gjorde de også holdt ude foran sammen med de Amerikanske Humvees.

Efter noget ventetid lød der et ordentligt drøn og det var tegn på, at de havde sprunget enten en rigtig IED eller en mistænkt IED i luften. Efter yderligere 15 minutter begyndte vores klump at bevæge sig langsomt frem. Vi ankom dog stadigt til lufthavnen i god tid. Efter nogen tid kom vores klient ud af told området og blev samlet op. 

Vi gjorde klar til at køre, gav ham en briefing om hvad og hvor vi skulle hen, hvad han skulle gøre i tilfælde af der skete noget og så videre. Tilbage ud på Route Irish er der fin trafik, vi forsøger at blænde ind imellem de lokale og efter et par kilometer kommer der en melding fra bagerste bil over radioen, at der er en bil som vi, bilen med klienten, lige har passeret som sidder og peger på os og er begyndt at sætte farten op for at komme op til os igen. Jeg trækker stille og roligt ud imod venstre side for at kunne stikke af ind over midter rabatten hvis det skulle blive nødvendigt, men det bliver det ikke, fordi bagerste bil kørte op til den suspekte bil og så, at der sad tre mand, aldersmæssigt et sted i 20-30’erne og virkede ret ophidsede og konecentrede om vores bil, og da de begyndte at manøvrere over imod os, slog bagerste bil til. Køreren, Bill P, kørte op og PIT’tede den suspekte bil, så den røg af kørebanen. Jeg så i sidespejlet, at bilen røg ud i rabatten og en masse støvudvikling. Ordre til at sætte farten op blev givet straks herefter og vi forlod området med maksimum hastighed, så bedst som det var muligt. PIT manøvren er en manøvre hvor man kan skubbe en bil af banen uden for meget skade på sin egen bil og hvis ofret ikke er klar over et evt. modtræk, så er der ikke noget de kan gøre når først man iværksætter den. Det ses tit i forbindelser med biljagter fra USA i nyhederne hvor politi biler kommer næsten op på siden af en bil, lige skubber lidt til den i siden på det bagerste panel, hvorefter den så drejer rundt og ryger af vejen. Det var en manøvre som vi havde lært på kursus i USA og det virkede fortræffeligt den dag.

 Da vi kom hjem havde vi en kort debriefing og snakkede igennem om der var noget vi kunne have gjort anderledes. Vi var enige om at det ikke var så godt, at vi i klient bilen var blevet spottet af et muligt kill team, men at det var godt, at de andre i bilen bagved var opmærksomme og skred ind, da der var ved at udvikle sig en mulig farefuld situation.

Jeg argumenterede for at vi skulle have benyttet den pansrede Mercedes, som vi havde stående i bilparken, når vi nu havde en klient med, men det fik vi at vide at det ville Chefen ikke tillade, med mindre det var ham selv som skulle ud og køre. 

Nå? Chefen mente åbenbart at den var for dyr at have rullende på vejen, tænk hvis den blev bulet?….Vi blev alle enige om at Chefen ikke havde noget tilovers for nogle af os eller hans egne ingeniører.

Nattevagt.

Da det blev min tur til at have nattevagt skulle jeg være sammen med Carl.

Carl havde arbejdet i 3 år som contractor og været i både Libanon, Vestbredden og Irak. Så han havde lidt erfaring i at arbejde.

Carl ville kun tage 3 måneder og derefter ville han hjem og tilbringe noget tid med familien i USA. Så han havde spurgt om han kunne have nattevagt alle 3 måneder og det fik han. Så hver uge fik han en ny makker og det blev så på et tidspunkt også mig.

Vi havde en nattevagt trailer med 2 sove rum, 2 badeværelser, et fælles køkken og stue rum. Her boede man så hele ugen man havde vagt så man ikke forstyrrede de andre og de ikke forstyrrede ens søvn når man ikke havde vagt.

Vi startede klokken 1900 efter aftensmaden og fik fri igen klokken 0700, når de andre kom op og var klar til at overtage dagens tjeneste.

Jobbet bestod i at bemande vagttårnet i det ene hjørne med en mand permanent og så skulle den anden rundere rundt i lejren imens, samt han kunne slappe lidt af i TV/Mad traileren.

Hver anden time skiftede man så rundt, så man fik 6 timer i tårnet alene i løbet af natten.

Det var i slutningen af Januar måned og der var pisse koldt. Den uge målte jeg -8 på termometeret en nat.

Jeg havde ellers svoret for mig selv at jeg ikke ville fryse mere efter jeg kom ud af Forsvaret, så jeg pakkede mig godt ind i langt undertøj og fleece og goretex tøj, og frøs stadigt.

Ham, som var i tårnet observerede ud over det største åbne område imod de nærmeste byer, samt havde frit udsyn til hovedvagten, samt hele den ene langside af den ydre perimetervæg.

Til brug om natten havde vi også 2 stk PVS-7 natbriller, som jeg kendte fra Forsvaret.

Rundt omkring på den ydre perimeter havde MOE også tårne, blandt andet en lige skråt overfor vores mini lejr. Disse skulle jævnfør instrukserne være bemandet døgnet rundt, men i realiteten, så var der et lille skur nedenunder hvert tårn, hvor de lokale vagter så gik ned kl. 2200 og så så vi dem ikke før næste morgen kl 06-0700 ved daggry.

En af nætterne jeg var på vagt, bemærkede jeg at klokken 2300 var de stadigt oppe, da der lød en masse radiosnak fra det tårn/hytte som var skråt overfor det tårn Carl stod i. Jeg var på rundering og var gået op i et andet tårn for at kigge lidt rundt og tænkte at det var lidt mærkeligt da de jo normalt gik i seng klokken 2200 alle sammen.

Jeg snakkede lidt med Carl om det, da jeg kom forbi hans tårn og gik derefter ind i TV traileren og så noget Fashion TV. FTV var det tætteste på porno vi kunne få på satellit dekoderen, så det kørte næsten konstant på TV’et døgnet rundt. Deres Lingerie Show Specials var et stort hit iblandt os. Da det så blev Ramadan lukkede de ned for kanalen, der var mildeste talt en større krise i lejren.

Klokken 2400 var det så min tur til at stå i tårnet og MOE vagterne var stadigt vågne. Dette var noget som brød med normalbilledet, hvilket var en indikator på at der muligvis var noget på færde.

Jeg var iklædt mit North Face vintertøj med vinter hue og et tørklæde rundt om halsen og havde natbrillen monteret i hovedmontagen, så jeg kunne kigge igennem den hele tiden. Mange benytter sig bare af at have den rundt om halsen og så ellers kun tage den op og kigge i den engang imellem. 

Men siden vi fik dem udleveret i 93 – da de kom sammen med Kampvogn LEO1A5 udgaven, da havde jeg vænnet mig til at gå med den på hovedet hele tiden. Det krævede lidt tilvænning med afstandsbedømmelse når man gik rundt, da man kun så ud igennem en tube men der var et okular til hvert øje. Men det havde jeg fået styr på efter et par natpatruljer, og havde siden den gang ikke gået med den nede mere, man kunne jo ligeså godt benytte sig af at man kunne se bedre hele tiden istedetfor kun at tage den op engang imellem. Så i Irak om natten havde jeg den også på hovedet hele tiden.

Klokken 0100, begyndte MOE vagternes radio at skratte igen, nu kunne jeg jo ikke helt forstå hvad de sagde da de jo talte arabisk, men det lød som en eller anden befalede noget, det var i hvert fald med kommando tonen på. 10 minutter senere gik de to vagter op i tårnet og fumlede lidt rundt.

Pludseligt begyndte den ene at råbe noget uforståeligt ud i natten og affyrede derefter en lang byge på ca 10-15 skud ud i intetheden.

Jeg tog ladegreb på PKM maskingeværet, tog det op i skulderen og meldte til Carl på radioen: ”Stand to, Stand to”og observerede udover det åbne stykke, men kunne ikke se noget som helst og ilden blev heller ikke besvaret derude fra så der var ikke noget jeg kunne skyde på, sikke noget pis, jeg ville ellers gerne have savet lidt med PKM’en.

Da jeg hele tiden havde observeret ud i området undrede jeg mig over hvad fanden de skød på, da der ikke var en sjæl derude. Jeg vidste at de ikke havde natbriller som jeg havde og derfor kunne se mindre end jeg kunne.

Carl kom løbende op i tårnet klar til kamp og spurgte hvad der foregik. Jeg sagde at jeg egentligt heller ikke var klar over hvad fanden MOE havde gang i og forklarede ham situationen.

Bill F og Tom kom ud af deres trailers og kom også op til os. Igen forklarede jeg situationen til dem og de gik tilbage i seng da der ikke skete mere. Carl og jeg kiggede lidt på hvad MOE vagterne lavede og 10 minutter efter kom der en bil kørende ned langs væggen fra hovedvagten og ned til tårnet og en mand som nok var vagtkommandøren for holdet steg ud. Han snakkede lidt med vagterne og de pegede over i retning af os og snakkede videre. Han kørte igen og de to vagter gik med det samme ned og lagde sig til at sove i deres vagtskur.

Dagen efter blev jeg vækket af en af gutterne fra dagholdet og fik at vide at Jack, chefen var rasende. Åbenbart havde MOE vagterne klaget over at de havde været i ildkamp med 30 mand om natten, som havde forsøgt at angribe sitet og at det var for dårligt at vi ikke havde hjulpet dem og ikke nok med det påstod at vi var løbet ned fra tårnet og havde gemt os og overladt kampen til dem.

Ehh..Hvaffor en fisk? Spurgte jeg en gang til da han havde fortalt det.

Jo den var god nok Jack, chefen, var rasende.

Fuck, klokken var 0900 og jeg havde sover 1½ time siden jeg kom fra vagt og var lettere træt, men gik op og fik fat i Bill F. og spurgte hvad fanden der var gang i.

Jo den var god nok. Chefen for de lokale vagter havde været for at snakke med Jack. Tom og ham var derefter blevet kaldt op til Jack, hvor de havde fået en skideballe for det. Hvorefter de begge havde forklaret, at de var hoppet ud i tårnet lige efter de første skud lød og at der ikke var noget som helst, så MOE vagterne havde altså løjet for ham. Jack troede ikke på dem, lød det til, men det tog de med ophøjet ro.

Eftersom det var mig som havde været på vagt da det skete. Og jeg er en anelse ærekær gik jeg i gang med at skrive en rapport med detaljerne. Da jeg havde færdiggjort den, og mailet den til alle på sitet, gik jeg iseng igen. 

Da jeg stod op igen omkring midt på eftermiddagen, fik jeg en snak med nogle af de andre og det viste sig selvfølgeligt, at MOE havde forsøgt at iscenesætte en situation, hvor de kunne diskreditere os og få chefen til at indse, at vi var en flok værdiløse lejesvende, som ikke kunne noget og at Jack skulle fyre os alle sammen. 

De havde så samtidigt foreslået, at de skulle overtage sikkerheden for hele sitet, inklusiv personbeskyttelsen af ingeniørene. 

Den havde resten af holdet grint meget af, men rygtet ville også vide at Rami havde argumenteret MOE’s sag og var imod os, hvilket selvfølgeligt bare bekræftede overfor os, at han havde en skjult dagsorden. Rami vidste også godt, at vi ikke havde nogen som helst tiltro til ham, så han ville nok gerne af med os. Problemet var bare, at han havde fedtet sig så meget ind ved Jack, at Jack havde svært ved at gennemskue ham.

Det var så det, et lille indblik i den første tid i Irak som civil Security Contractor.

Jeg arbejdede for det firma i 3 måneder, hvorefter et par stykker af os hoppede til et andet firma, MVM Inc. og herefter hoppede jeg videre til Edinburgh Risk hvor jeg blev i snart 3 år og derefter tog jeg en pause, da jeg følte mig udbrændt. Senere fik jeg igen et job i Bagdad ved Global Risk Strategies.