Har den seneste tid set en del opslag både på sociale medier og i pressen fra folk, som virker oprørte og skuffede over tilstanden i Afghanistan og om alle vores ofre har været forgæves.

Det er nok på sin plads at få evalueret hele indsatsen og det skal det nok blive, pressen er allerede igang med kritikken og forsøger også at spille på følelserne med hensyn til faldne og sårede.

Inden i alle bliver nedtrykte over tingenes tilstand, så vil jeg forsøge at give mit syn på det, at være udsendt soldat, hvorfor man tager afsted og hvordan soldater, som står foran deres første udsendelse i fremtiden bør se på det for at undgå skuffelser i fremtiden.

1. Du skal ikke ud at redde verden. Glem alt om det uanset hvad dine foresatte og politikere forsøger at overtale jer med ved afskedstalerne. Blyanter, fodbolde og feltrations chokolade har endnu ikke samlet et land op fra failed state niveauet.

2. Du er et politisk redskab. Accepter dette fra starten af. Der er ikke altid en ligefrem humanistisk årsag til at sende folk ud i krig. Nogle gange kan det være en bagved liggende årsag som feks. at vi ikke lever op til NATO’s 2% målsætning og derfor sender folk ud til alt vi kan for at kompensere for dette faktum.

3. Tag afsted fordi: Du er professionel soldat og det er dit arbejde og du ikke vil svigte dine kolleger. Tab af liv og førlighed er desværre en del af jobbet, det burde man være klar over som professionel soldat.

4. Se verden igennem det optiske sigte og få en opleveren på en måde, som ingen charter ferie all inclusive kan give en.

5. Historierne du kan fortælle bagefter, overdrevet selvforherligende selvfølgeligt, de slår alt hvad din tømrelærlinge ven har oplevet.

6. Se tilbage på de små gode momenter, hvor du muligvis har været med til at hjælpe enkelte personer i nogle situationer og accepter at på den store skala vil der nok ikke være nogen effekt.

Det er okay være trist og ked af tabet af venner og kolleger, men husk på at de alle kendte risikoen og accepterede den.