MLV Uniform – LW Field Shirt – Førstehånds indtryk 2021

Efter et signifikant vægttab, har jeg skiftet mange af mine selvindkøbte uniforms dele ud til mindre størrelser og nye ting har også fundet vej ind i skabet.

Jeg havde egentligt i lang tid jagtet en Arcteryx LEAF Recce Shirt AR, deres sommer kampjakke, til at færdiggøre resten af min Arcteryx LEAF Assault AR uniform, men da den var udgået fra deres 2021 kollektion, havde jeg egentligt opgivet at finde en ny i min nye størrelse, så jeg begyndte at kigge rundt på hvad der ellers var på markedet.

Da jeg var i gang med at bestille en ny Magpul IPhone case på Inf-Wear’s side, så jeg, at MLV lige havde udgivet en ny udgave/kollektion af deres kampuniform. Jo nærmere jeg kiggede på den, jo mere interesseret blev jeg.

Det var tydeligt for mig, at de havde hentet inspiration fra både Arcteryx og Crye Precision til deres design, men der var også nogle detaljer jeg genkendte fra andre producenter, feks. 5.11 Tactical.

Så i første omgang bestilte jeg så deres LW Field Shirt, som er en et-lags sommer kampjakke og fik den for lidt over en måneds tid siden og har brugt den på arbejdet lige siden.

Efter et par ugers tid bestilte jeg også deres LW SR Pants, som er deres kampbukser. I første omgang fik jeg ved en fejl tilsendt et par Medium Long i stedet for de Medium Regular jeg havde bestilt. Et hurtigt opkald til Inf-Wear og en returporto blanket blev mailet til mig og efter påsken modtog jeg så den rigtige størrelse og jeg har gået i dem lige siden da også hjemme. Et indlæg om dem kommer en af de følgende dage.

Da jeg i første omgang modtog jakken og egentligt blev ganske positivt overrasket, spurgte jeg på Tactical Facebook siden, om der var nogle, som lå inde med de high-end producenter som Arcteryx og Crye Precision’s udgaver af sommer kampjakke typen og om de var villige til at låne dem til mig, så jeg kunne lave en sammenligning med dem vs. MLV uniforms jakken. Der var flere læsere, som meldte ind og jeg fik et par stykker mere fra andre mærker også, så der var et godt sammenlignings grundlag. Jeg takker alle, som var villige til at stole på mig og låne mig deres jakker.

Så det jeg tænkte, med de her blog indlæg, er at beskrive de to uniformsdele og give mine indtryk, positive som negative, så i andre, som forbrugere, kan gå ud og lave et informeret køb, hvis i skulle have lyst til det.

Jeg er opmærksom på og det bør alle være, at mange normalt har et behov for at forsvare deres køb og det er et reelt psykologisk fænomen (Choice-supportive bias eller post-purchase rationalization) men jeg håber, at kunne redegøre sagligt via nogle punkter på design, funktioner og materialer, så jeg ikke virker partisk med producenten og ligner en ynkelig instagram “influencer” (Paid shill) Jeg har selv betalt for det.

————-

Inf-Wear-s beskrivelse:

MLV – LW Field Shirt, MultiCam Reference: 10098

Light Weight Field Shirt fra MLV Tactical.

Design:

Let og behagelig, nIR, og no melt/no drip Field Shirt. 

Danish Military Design and Development

Funktioner:
– Designet til at være kompatibelt med bære udrustning.
– Hybrid-krave, giver mulighed for at bære kraven være åben som en almindelig skorte eller lukket til beskyttelse imod vind og vejr.
– Tildækket forreste knapper, der muliggør ventilation og ingen fejllukning.
– Knaplukning ved manchetter og underarm.
– Formskåret facon og formskårede ærmer.
– Forstærket med dobbelt lag stof på albuer.
– Udvidelige brystlommer.
– En indvendig brystlomme til kort, telefon eller andre genstande.
– Albue lommer til bløde albuebeskyttere.
– Lavprofil skulderlommer med lynlås og velcro til afmærkning.
– Central placeret flap til rang afmærkning (Dansk) med velcrolukning.
– Velcro patch til navneskilt på højre bryst.

Materialer:
183 g Ripstop MultiCam af nylon/bomuld, nIR-kompatibel

Farve: MultiCam

———

Der er et par ting i beskrivelsen, som ikke hænger sammen med virkeligheden.

MLV jakken har ikke dobbelt lag stof på albuerne og der er ikke albuelommer til bløde albue beskyttere. Til garnisions brug er det ikke et problem, men da den hedder Field Shirt, så burde der være dobbelt lag stof på albuerne og lommer til bløde albuebeskyttere. Tilgengæld er de nemmere at folde op og sidder bedre end den udleverede sommer jakke.

Der er heller ikke knaplukning ved manchetterne, der er velcro i stedet. Dette er ikke umiddelbart negativt. Efter at have brugt jakken i en måneds tid, syntes jeg, at velcro er en bedre løsning. Hvis man f.eks går med et stort ur på håndleddet er det muligt at justere mere fint med velcro end med faste knapper. Men det er en fejlbeskrivelse fra websitet til virkeligheden.

Tilføjelse 12-04-2021 kl 2243:

Efter at have været i kontakt med MLV Aps, så er deres produktbeskrivelser blevet opdateret, da der åbentbart er blevet copy pastet fra en ældre generation af uniformen.

Nå det var så umiddelbart den diskrepans imellem beskrivelsen og virkeligheden der er.

Jakken er let og behagelig, lettere i stoffet end Arcteryx LEAF, Crye Precision G3, Platatac og US Army’s multicam uniforms jakke. Det tætteste jeg kan sammenligne det med er det stof materiale, som SOD Gear fra Italien laver deres bukser i. Super behageligt. Jeg har haft sådan et par bukser i 11 år nu i olivengrøn og det er de mest behagelige nylon/bomulds bukser jeg nogensinde har haft på. Om det så er ligeså holdbart, som de andre producenters tøj, er noget jeg ikke kan sige noget om på nuværende tidspunkt, men jeg har min tvivl om det vil holde ligeså godt, som feks en Arcteryx LEAF Recce Shirt AR fra et rent slide igennem perspektiv.

Designet er tydeligt tiltænkt danske forhold med rang flap på brystet og velcro til navneskilt. Hvis man er den type, som ikke bruger navneskilt på sin jakke fordi man skal være hemmelig nemmelig, så er velcroen også multicam, så man ikke render rundt med et stykke sandfarvet tomt velcro felt på brystet. En lækkerheds detalje, som også gør sig gældende ved alle steder hvor velcro er synlig på jakken, der er det multicam velcro.

Kraven kan flippes op og holdes på plads via velcro, så den kan beskytte halsen imod skrabe sår, når man bærer TYR vest eller M/96 Basis eller gevær remmen.

Når man strækker armene ud i skydestilling med enten gevær eller pistol, så forbliver jakke ærmet omkring håndleddet og ikke som på den udleverede sommerjakke, hvor den trækker sig halvvejs oppe af underarmen, som om den har en dødsangst overfor ens handsker.

Der er også lavet ekspansions folder på hver side af skulderen bagpå for bedre bevægelsesfrihed.

Bagpå svejer den også lettere ned over røven og der er ingen justering i livet, hvilket jeg ser som et plus, fremfor de jakker som har det. Airflow hjælper med at køle kroppen og snoretræk eller elastik i livet er kun ud fra et “se pæn” ud perspektiv til parade eller garnisions brug. Stop nu det pis.

Der er ingen udluftnings huller eller airflow paneler ved armhulen, hvilket er lidt ærgerligt, når nu selv den udleverede sommer jakke har formået at have et par huller der.

Jakken lukkes foran med knapper, der er ingen lynlås. Jeg er fan af knapper til en sommer jakke, da det giver bedre ventilations muligheder.

Knapperne er af den type, som kaldes “Slotted Buttons”, altså at de er fastgjort til tøjet, med en webbing rem i stedet for sytråd. I modsætning til den udleverede jakke, så er MLV jakkens knapper rigtigt syet på, uden den der latterlige lange webbing rem som vi alle er godt og grundigt trætte af. På MLV jakken er de store, større og nemmere end Arcteryx’s at åbne og lukke. Noget jeg har sat pris på, nu jeg har gået med en brækket hånd i gibs i en måneds tid.

De eneste lynlåse der er på jakken, sidder på lommerne på overarmene. Det er grønne YKK lynlåse, med et stykke nylon snor i og krympeflex til at holde styr på enderne. Ganske som på Arc’s Recce Shirt AR…Ja, jeg kommer til at nævne den flere gange, fordi de to jakker er meget ens på mange punkter.

For at tage lommerne på armene også, så er de lavprofil i forhold til den udleverede sommerjakke og endda også Crye’s G3 lommer. De ligner til forveksling Arc’s lommer. Den eneste forskel er egentligt, at inden i lommerne på MLV’s jakke, så er den række af webbing loops til at fastgøre sikrings snor til udrustning placeret bedre end på Arc’s udgave. Man stikker ikke en finger ind i de loops, når man stikker hånden ind i lommen, som jeg kan gøre på Arc’s jakke. Arc’s jakke har dog en simpel, men snedig, metode til at fastholde lynlåsen i lukket stand, som ikke findes på MLV jakken.

De to lommer på brystet er med velcro flap og har en ekspansions fold på den yderste side af brystet. Der er plads til skrive redskaber og en lille Rite-in-the-rain note blokke, den lidt større note blok er der lige akkurat ikke plads til.

Bag den venstre brystlomme er en indstikslommer, a’la en napoleon lomme. Her er designet klart taget fra en 5.11 Tactical skjorte. De skjorter har jeg benyttet i mange år i Irak og den brystlomme var et af de bedste design punkter på den skjorte, så virkeligt godt indarbejdet i denne jakke. Der er plads til ret meget i den lomme, kort, note blokke etc. så længe det er fladt og det er klart den lomme jeg benytter mest på jakken.

Sløringsmønsteret er Multicam, men virker en anelse mørkere overall i forhold til det vi har udleveret. Jeg ved ikke om det er stoffets sammensætning, som gør det eller det er bare den nyeste farve udgave af mønsteret. I hvert fald er det originalt mønster, da jeg har sammenlignet selve mønsteret imellem udleveret og denne og fundet sammenfald flere steder.

MLV Jakke og Arcteryx LEAF Assault AR bukser.

Overall er mit indtryk at MLV Tactical har ramt nogenlunde rigtigt i forhold til hvad en sommer kampjakke skal være, lige med undtagelse af manglende albue beskyttelse.

De har formået at tage nogle af de bedste design punkter fra andre producenter og sågar forbedret på nogle af dem. Hvis jeg skulle komme med et forslag udover klagen med albue beskyttelse, så ville jeg have vinklet brystlommerne, så åbningen peger ud af, således at når man har TYR vest på, så kan højre hånd række ind i højre brystlomme og komme direkte til og vice versa på venstre side. Men det er nok for ukonventionelt i nogles øjne.

Nu har jeg så formået at få fat i en ny Arcteryx LEAF Recce Shirt AR, siden jeg købte MLV LW Field Shirt og hvis jeg skal være helt ærlig, så vinder MLV faktisk over den i forhold til hvad jeg tager på på arbejdet, primært fordi der allerede er rang flap og velcro til navneskilt, men også fordi den er mere behagelig i stoffet. Folk der kender mig, ved ellers godt jeg er total dead bird fan.

Det skal dog siges, at da jeg pakkede MLV jakken ud af posen, fandt jeg mange løse tråde omkring på jakken og et enkelt sted på en af knapperne på fronten, hvor den syning som holder en knap, hang lidt i den ene side. Ikke at knappen var ved at falde af, men måske med tiden kunne det være syningen gik op, men indtil videre ingen problem.

Jeg smed den også i vaskemaskinen efter den første dag for at se hvordan farverne og stoffet holdt og om den eventuelt krympede. Farverne og stoffet holdt, knapperne forblev på og krympningen var minimal, hvis der overhovedet var nogen.

Så dette er enden på mit førstehånds indtryk af MLV LW Field Shirt. Hvis den falder fra hinanden ved almindelig garnisions brug indenfor et års tid, skal jeg nok opdatere indlægget.

Jeg arbejder videre på et indlæg om bukserne nu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.