Jeg har nu i et stykke tid tænkt over om det kunne være interessant at læse lidt mere fra min tid i det civile og er blevet opfordret til at frigive mere.

Så her kommer der lidt af optakten til hvorfor jeg stoppede og gik civilt dengang og hvordan det reelt foregik.

——————–

Den 20. December 2004 var min sidste dag i Forsvaret. Jeg havde på daværende tidspunkt været i Hæren i 15 ½ år og var på daværende tidspunkt snart 34 år gammel.

Jeg var kriger af hjertet og ikke kun af profession. Med det mener jeg, at jeg elskede jobbet som soldat, miljøet jeg var i, de personlige udfordringer der var i tjenesten, både nationalt, men ikke mindst internationalt og jeg elskede at arbejde sammen med folk, som havde samme professionelle indstilling til jobbet, som jeg selv mente at have.

Min kontraktform i Forsvaret var en kortidskontrakt af K-35 typen, som afsluttes ved udgangen af den måned man fylder sit 35. år.

I forbindelse med kontrakten optjente man så, noget som hed, Civil Uddannelse, som gjorde, at man kan tage en uddannelse, gå i lære osv. så man kunne forberede sig på et liv som civil.

Nu var jeg det, som jeg betragtede, som kriger af hjertet og ikke kun af profession og havde næsten til det sidste håbet og ønsket, at jeg kunne have fortsat ud over mit 35. leveår på en langtidskontrakt, kaldet K-60, som afsluttes ved ens 60. år på tjenestemandslignende vilkår og med tjenestemands pension.

Men sådan skulle det ikke gå. Jeg havde haft en overvægt, som jeg havde svært ved at få kontrolleret og var ikke god til at løbe. Så jeg måtte finde på noget andet at lave og jeg havde udskudt at bruge min CU til det sidste, måske på grund af virkelighedsflugt, hvad ved jeg?

Efter jeg kom hjem fra Irak Hold 2 med Forsvaret, besluttede jeg mig for at nu skulle det være. Jeg var i forbindelse med den udsendelse, som var min syvende, blevet meget skuffet over vores ledelse, både på kompagni niveau op til bataljons niveau og haft et par konflikter med dem og det var afgørende for min beslutning om, at nu skulle det være. Det kan godt være det ikke var bedre i det civile, men i det mindste blev man bedre betalt og kunne gå sin vej, hvis man ikke var tilfreds med sagerne.

Jeg havde i alt siden 1992, været udsendt 8 gange i alt, til Kroatien, Bosnien, Kosovo, Eritrea og Irak. Bosnien blev til hele 3 gange og Kosovo til små 2 gange, sidst cirka en måned efter vi var kommet hjem fra Irak, hvor vi blev aktiveret til at skulle forstærke den Danske Bataljon under forårs urolighederne i Mitrovica i 2004.

Så jeg mente selv, jeg havde en del erfaring i at være udsendt, hvordan man opførte sig overfor de lokale, hvornår det var på sin plads at være venlig og smilende og hvornår man skulle stå fast på nogle principper og ikke give efter for blødsødenhed. Jeg var nok efterhånden også, som det sker med mange, som mig, i systemet, blevet kompromisløs på nogle punkter og kunne nogle gange ikke acceptere, at andre ikke kunne se tingene fra min side, nævnligt ledelsen. Jeg var i særdelshed blevet træt af at officerene skulle opfinde hjulet hver gang og aldrig lyttede til erfaringer fra andre. Det hele var bare blevet et uddannelses trin for dem, imens for os på jorden var det en skarp operativ opgave og der skulle helst blive taget beslutninger på grundlag af erfaringer fremfor at prøve sig frem og opføre sig, som om vi var stadigt var i Kosovo.

Så det var nok også med til at skabe lidt spændinger imellem parterne. Set i ”bagklogskabens ulideligt klare lys” burde jeg nok have været lettere diplomatisk nogle gange og måske bare have bidt mig selv i tungen og rettet ind til højre, men sådan var det nu engang, jeg var gået hen og blevet en ”bitter gammel mand” i systemet.

Igennem de sidste par år af min tjenestetid, havde jeg mødt et par gutter, som også var krigere af hjertet og som levede et liv med kontrakter rundt om i verden som sikkerhedsfolk, livvagter og ved private militære jobs.

En af dem var UM, som i tidlig alder drog til USA, hvor han blev optaget i det Amerikanske Marine Korps (USMC). Efter dette har han arbejdet som livvagt rundt omkring, samt deltaget i den kroatiske uafhængigheds krig imod Serberne, som rasede i 1991-92. Jeg mødte UM en gang i midt halvfemserne i Borris Skydeområde i forbindelse med noget civil skydning og sidenhen hjalp jeg ham med adgang til våben og skydebane, da han skulle forbedrede sig på en kontrakt og lige skulle genopfriskes på pistol og karabin, inden en tur til USA for at tage et optagelseskursus. Jobbet var i øvrigt at passe på den Haitiske President Aristide og jobbet var med The Steele Foundation. UM spurgte i den forbindelse, om jeg ikke kunne tænke mig at gå i den retning selv og han tændte egentligt den første spæde gnist i mig, for at skifte karriere og jeg er ham evigt taknemmelig for den gnist.

I Irak på Hold 2, med Forsvaret, havde jeg også stiftet bekendtskab med et hold fra det engelsk sikkerhedsfirma, The Hart Group, som boede i byen Al Qurnah, hvor vi havde CIMIC house liggende. De var ikke synderligt godt udrustede, men der var alligevel lidt flair over dem. Vi havde også mødt nogle fra Global Risk Security Ltd, som stod for udskiftningen af penge, fra Saddam æra penge, til den nye type pengesedler. En enorm operation, som omhandlede ret mange folk. Her fandt jeg ud af, at der stadigt var en plads i det civile for folk som mig, som er krigere af hjertet. Så da jeg kom hjem fra Irak, begyndte jeg at lede efter kurser, som kunne få mig ind i den branche.

Da jeg havde besluttet mig til, at dette var hvad jeg ville med mit liv, kontaktede jeg den lokale repræsentant for Forsvarets Rådgivning til Omstilling (Tidligere kaldet CU Styrelsen) og forelagde min plan mundtligt for ham.

Han bad mig finde kursusbeskrivelser, perioder og priser på de kurser og det gik jeg så igang med.

Kurserne, som jeg valgte, blev valgt udfra min bedste overbevisning om, at de ville forberede mig på en karriere i den internationale sikkerheds industri med speciale omkring de lidt mere paramilitære opgaver, samt give en evt. rekrutterings agent et benchmark, at vurdere min ansøgning ud fra…En dansk soldat var lidt en ukendt størrelse i den forbindelse.

Den private sikkerheds industri har eksisteret i mange år, men stort set været forbeholdt tidligere medlemmer af Special Operations Styrker og rekrutteringen har som regel kørt igennem deres Old Boys netværk. Dette gældte specielt for den slags i den mere farlige og paramilitære del af sikkerhedsspektrummet, hvor linjen imellem soldater og civile begynder at blive udvisket.

Jeg fik indledningsvis afslag på mine kurser, men fik samtidigt at vide, at jeg kunne lave en begrundet ansøgning og prøve igen. Det gjorde jeg så og åbentbart var min argumentation i orden fordi hele min kursus række blev godtaget og jeg fik tilladelse til at påbegynde min ønskede uddannelse.

Så i September, Oktober og halvdelen af November måned var jeg i USA på forskellige kurser. Selve kursusafgifterne omkring 50.000 kr i alt, betalte CU langt størstedelen af, jeg betalte selv omkring 1000-1500 kr til den konto for at få kursus udgifterne til at gå op. Alt hvad der hed flyrejser, mad, leje af bil og hotel ophold skulle jeg selv stå for, og på 2½ måned i USA, blev det til ca. 50.000 kr af mine egne penge oveni.

Så det var et stort spring at tage dette sats. Hvis jeg ikke kunne få et job bagefter, stod jeg rent faktisk uden noget CU til en civiluddannelse og havde brugt 50.000 kr af min opsparing oven i på et ”eventyr”.